Sylvia Day
Read an Excerpt →

Jun 3, 2016  •  Politikens Forlag  •  9788740012927

Danish Excerpt

Read the English excerpt →

Kapitel 1

New York var byen, der aldrig sov. Den blev ikke engang søvnig. Min lejlighed på Upper West Side havde det niveau af lyddæmpning, man kunne forvente i en ejendom til mange millioner

dollar, men byens lyde sivede alligevel ind – de rytmiske bump fra bildæk på de slidte veje, protesterne fra trætte bremser og taxaernes evige dytten.

Da jeg forlod hjørnecaféen og trådte ud på den altid travle Broadway, skyllede byens hektiske puls ind over mig. Hvordan havde jeg nogensinde kunnet leve uden Manhattans støj?

Hvordan havde jeg klaret at leve uden ham?

Gideon Cross.

Jeg tog hans ansigt mellem mine hænder, og han puttede sig ind i dem. Den sårbarhed og kærlighed gik lige i hjertet på mig. For kun nogle timer siden havde jeg troet, at han måske aldrig ville forandre sig, og at jeg måtte indgå for mange kompromiser, hvis jeg skulle dele mit liv med ham. Nu stod jeg over for hans mod og tvivlede på mit eget.

Havde jeg krævet mere af ham end af mig selv? Jeg skammede mig over, at jeg måske havde presset ham til at forandre sig, mens jeg stædigt var forblevet den samme.

Han stod foran mig. Så høj og stærk. I jeans og T-shirt og med en baseballkasket trukket ned over øjenbrynene, så verden ikke kunne genkende den internationale magnat, den troede, den kendte. Alligevel havde han en uundgåelig tiltrækning på enhver, der gik forbi. Ud af øjenkrogen så jeg, at folk i nærheden kiggede på ham i forbifarten og derefter måtte kigge en gang til.

Uanset om han var iført sit foretrukne ulastelige jakkesæt med vest, eller han havde noget mere afslappet på, var hans slanke, muskuløse krop ikke til at tage fejl af. Hans holdning og

den naturlige autoritet, han altid udstrålede, gjorde det umuligt for ham at forsvinde i mængden.

New York slugte alt, hvad der bevægede sig ind i byen, mens Gideon holdt den i en forgyldt hundesnor.

Og han var min. Men selvom min ring sad på hans finger, havde jeg nogle gange svært ved helt at tro det.

Han ville aldrig bare være en mand. Han var vildskab svøbt i elegance, fuldkommenhed garneret med fejl. Han var omdrejningspunktet for min verden, han var omdrejningspunktet for hele verden.

Og alligevel havde han lige bevist, at han ville bøje og give sig, indtil han gik i stykker for at være sammen med mig. Hvilket efterlod mig med en fornyet beslutsomhed – jeg skulle bevise

over for ham, at jeg var den smerte værd, som jeg havde tvunget ham til at lide.

Rundt omkring os var butikkerne op og ned ad Broadway ved at åbne. Trafikken tog til. Sorte biler og gule taxaer bumpede hid og did på den ujævne kørebane. Beboere kom ned på

fortovene for at gå med hunden eller tage i Central Park på en tidlig morgenløbetur i håbet om at stjæle lidt alenetid, inden arbejdsdagen tog fat og krævede alt.

Mercedesen holdt ind til kantstenen, lige som vi kom derhen. Raúl sad som en stor, mørk skygge bag rattet. Angus lod Bentleyen glide ind på plads bagved. Min bil og Gideons, der kørte os til hver sit hjem. Hvordan kunne det være et ægteskab?

Sagen var, at det var vores ægteskab, selvom ingen af os ønskede det på den måde. Jeg var blevet nødt til at trække en streg, da Gideon nuppede chefen i det reklamebureau, jeg arbejdede i.

Jeg kunne godt forstå min mands ønske om, at jeg skulle arbejde for Cross Industries, men at forsøge at føre min hånd ved at handle bag min ryg ...? Det kunne jeg ikke tillade, ikke fra en mand som Gideon. Enten var vi sammen – og traf beslutningerne sammen – eller også var vi for langt fra hinanden, til at vores forhold kunne fungere.

Jeg lagde nakken tilbage og kiggede op i hans fantastiske ansigt. Jeg så fortrydelse og lettelse. Og kærlighed. Så meget kærlighed.

Det var svimlende, så flot han var. Hans øjne havde samme farve som havet i Caribien, hans hår var en tyk og skinnende sort manke, der nåede ned til skjortekraven. En kærlig hånd

havde formet hver flade og vinkel i hans ansigt, så det var så fejlfrit, at man blev helt hypnotiseret og havde svært ved at tænke klart. Fra første øjekast var jeg blevet betaget af hans udseende, og jeg kunne stadig opleve synapserne i min hjerne kortslutte på uforudsete tidspunkter. Gideon forblændede mig simpelthen.

Men det var manden indeni, hans kraft og energi, hans skarpe intelligens og skrupelløshed – og et hjerte, der kunne være så blidt ...

“Tak.” Mine fingerspidser aede hans mørke øjenbryn, og jeg kunne mærke det sitre, som det altid gjorde, når jeg rørte ved hans hud. “Fordi du ringede. Fordi du fortalte mig om din

drøm. Fordi du ville mødes med mig her.”

“Jeg vil mødes med dig hvor som helst.” Ordene var et inderligt løfte.

Alle har dæmoner. Gideons var sat i bur af hans jernvilje, når han var vågen, men når han sov, pinte de ham i voldelige, ondskabsfulde mareridt. Vi havde så meget til fælles, men de krænkelser, vi begge havde oplevet i barndommen, både bandt os sammen og skubbede os fra hinanden. Det fik mig til at kæmpe hårdere. Vores krænkere havde allerede taget for meget fra os.

“Eva ... Du er den eneste magt, der kan holde mig væk.”

“Tak for det også,” mumlede jeg, og det strammede i mit bryst. “Jeg ved, det ikke var nemt for dig at give mig plads, men vi havde brug for det. Og jeg ved, at jeg pressede dig meget ...”

“For meget.”

Min mund trak sig sammen ved lyden af den isnende kulde, der et kort sekund kunne spores i hans stemme. Gideon var ikke en mand, der var vant til at blive nægtet noget, han begærede. “Jeg ved det. Og du lod mig gøre det, fordi du elsker mig.”

“Det er mere end kærlighed.” Hans hænder holdt om mine håndled som armbånd, og han strammede sit greb på den der måde, der får alt i mig til at overgive sig.

Jeg nikkede, var ikke længere bange for at indrømme, at vi havde brug for hinanden på en måde, som nogle mennesker ville anse for at være usund. Det var, hvem vi var, og hvad vi

havde. Og det var værdifuldt.

“Vi kører til dr. Petersen sammen.” Han udtalte ordene med en umiskendelig kommandotone, men hans blik undersøgte mit, som om han stillede et spørgsmål.

“Du er så bestemmende,” drillede jeg i håbet om, at vi kunne tage afsked i en god temning. Forventningsfuld stemning. Vores ugentlige konsultation med dr. Lyle Petersen var om kun nogle timer, og det kunne ikke have været planlagt mere heldigt. Vi havde rundet en pynt. Vi kunne godt bruge lidt hjælp til at finde ud af, hvad vores næste skridt skulle være.

Hans hænder lagde sig rundt om min talje. “Du elsker det.”

Jeg rakte ud efter hans skjorte og samlede det bløde stof i min knyttede hånd. “Jeg elsker dig.”

Eva.” Hans arme lagde sig fast og selvsikkert om mig, hans tunge åndedrag var hedt på min hals. Omkring os pulserede Manhattan, men den kunne ikke forstyrre os. Når vi var sammen, var der intet andet.

En lavmælt, sulten lyd undslap mig. Alt det i mig, der længtes og sukkede efter ham, gøs af fryd over at mærke ham trykke sig ind mod mig igen. Jeg åndede ham ind i dybe sug, mine fingre masserede hans faste rygmuskler. Den bølge, der væltede ind over mig, var berusende. Jeg var afhængig af ham – hjerte, sjæl og krop – og det havde været flere dage siden mit seneste fix, så jeg skælvede og var ude af balance. Ude af stand til at fungere ordentligt.

Han omsluttede mig med sin krop, der var så meget større og fastere end min. Jeg følte mig tryg i hans favn, elsket og beskyttet. Intet kunne røre eller skade mig, når han holdt om mig. Jeg ønskede, at han ville føle den samme tryghed sammen med mig. Jeg havde brug for, at han vidste, at han kunne lægge sine våben, trække vejret frit, og at jeg ville beskytte os begge.

Jeg blev nødt til at være stærkere. Klogere. Mere skræmmende. Vi havde fjender, og Gideon tog sig af dem på egen hånd. Det lå dybt i ham at være den beskyttende, det var blot en af de egenskaber hos ham, jeg beundrede. Men det var på tide, at jeg begyndte at vise omverdenen, at jeg kunne være en lige så værdig modstander som min mand.

Og endnu mere vigtigt var det, at jeg skulle bevise det over for Gideon.

Jeg lænede mig ind mod ham og absorberede hans varme, hans kærlighed. “Vi ses klokken fem, mester.”

“Ikke et minut senere,” beordrede han brysk.

Jeg kunne ikke lade være med at le. Jeg var vild med alle de rå sider af ham. “Ellers hvad?”

Han trak sig lidt tilbage og sendte mig et blik, der fik mine tæer til at krumme sig sammen. “Ellers kommer jeg og tager dig.”

*

Jeg skulle være listet ind i min stedfars penthouselejlighed med tilbageholdt åndedræt, idet tidspunktet – klokken var lidt over seks om morgenen – betød, at jeg sandsynligvis ville blive taget i at komme luskende hjem. I stedet spankulerede jeg ind, optaget af tankerne om de forandringer, jeg blev nødt til at foretage.

Jeg havde – næsten – tid nok til et bad, men jeg besluttede mig for at lade være. Det var så lang tid siden, Gideon havde rørt mig. Så lang tid siden, hans hænder havde været på mig, hans krop i min. Jeg ville ikke vaske mindet om hans berøringer af. Alene det ville give mig styrke til at gøre det, der måtte gøres.

En sofalampe blev tændt. “Eva.”

Jeg fór sammen. “For helvede.”

Jeg snurrede omkring og så min mor side i en af stuens sofaer.

“Du skræmte livet af mig!” udbrød jeg og tog den ene hånd op til mit hamrende hjerte.

Hun rejste sig, og hendes hellange, elfenbensfarvede silkeslåbrok faldt skinnende om hendes veltrænede og let brune ben. Jeg var hendes eneste barn, men vi så ud, som om vi kunne være søstre. Monica Tramell Barker Mitchell Stanton var besat af at vedligeholde sit udseende. Som professionel trofæhustru var hendes ungdommelige skønhed den vare, hun bragte til forhandlingsbordet.

“Før du siger noget,” begyndte jeg, “så ja, vi skal tale om brylluppet. Men jeg bliver virkelig nødt til at gøre mig klar og få pakket mine ting, så jeg kan tage hjem i aften ...”

“Har du en affære?”

Hendes direkte spørgsmål overraskede mig mere end bagholdsangrebet. “Hvad? Nej!”

Hun pustede ud, og spændingerne forsvandt synligt fra hendes skuldre. “Gudskelov. Vil du så fortælle mig, hvad fanden der foregår? Hvor slemt var det skænderi, du havde med Gideon?”

Slemt. En overgang var jeg bange for, at han med sine beslutninger havde gjort det forbi mellem os. “Vi prøver at løse det, mor. Det var bare et bump på vejen.”

“Et bump, der betød, at du undgik ham i dagevis? Det er ikke den måde, man håndterer sine problemer på, Eva.”

“Det er en lang historie ...”

Hun lagde armene over kors. “Jeg har ikke travlt.”

“Nå, men det har jeg. Jeg bliver nødt til at gøre mig klar til at gå på arbejde.”

I et brøkdel af et sekund så jeg smerten i hendes ansigt, og jeg fortrød øjeblikkeligt.

Engang havde jeg ønsket at blive præcis ligesom min mor, når jeg blev voksen. Jeg tilbragte timer med at klæde mig ud i hendes tøj, vakle rundt i hendes sko, smøre mig i ansigtet med hendes dyre cremer og sminke. Jeg prøvede at efterligne hendes luftige stemme og sensuelle manerer, fordi jeg var overbevist om, at min mor var verdens mest vidunderlige og perfekte kvinde. Og hendes evner med mænd, den måde, de så på hende på og opvartede hende ... de magiske evner ville jeg også have.

I sidste ende voksede jeg op og blev en nøjagtig kopi af hende, kun lige med undtagelse af frisure og øjenfarve. Men det var kun det ydre. De kvinder, vi var, kunne ikke have været mere

forskellige, og sørgeligt nok var det noget, jeg var begyndt at være stolt af. Jeg holdt op med at bede hende om råd, undtagen når det gjaldt tøj og indretning.

Det skulle der laves om på. Nu.

Jeg havde forsøgt mig med mange forskellige taktikker, når det kom til at navigere i mit forhold til Gideon, men jeg havde ikke bedt om hjælp fra det ene menneske tæt på mig, der vidste, hvad det ville sige at være gift med en fremtrædende og magtfuld mand.

“Jeg har brug for dit råd, mor.”

Mine ord hang i luften, og jeg iagttog hende, da det gik op for hende, hvad jeg havde sagt. Min mors øjne blev store af overraskelse. Et øjeblik efter lod hun sig synke ned i sofaen, som om hendes ben havde svigtet hende. Hendes overraskelse var et slag i maven, der sagde noget om, hvor fuldstændigt jeg havde lukket hende ude af mit liv.

Det gjorde ondt i mig, og jeg satte mig i sofaen over for hende. Jeg havde lært at være forsigtigt med, hvad jeg deler med min mor. Jeg gjorde mit bedste for at tilbageholde information, der kunne føre til diskussioner, der ville drive mig til vanvid.

Sådan havde det ikke altid været. Min stedbror Nathan havde taget mit varme og ukomplicerede forhold til min mor fra mig, ligesom han havde taget min uskyld. Da min mor hørte om krænkelserne, begyndte hun at forandre sig. Hun blev så beskyttende, at det nærmede sig overvågning og kvælning. Hun var overordentlig sikker på sig selv, når det gjaldt alt i sit liv, undtagen mig. Sammen med mig var hun bekymret og invaderende, nogle gange på grænsen til hysteri. I løbet af årene havde jeg alt for ofte tvunget mig selv til at gå let hen over sandheden og have hemmeligheder for alle dem, jeg elskede, bare for at opretholde freden.

“Jeg ved ikke, hvordan jeg skal bære mig ad med at være den slags kone, Gideon har brug for,” tilstod jeg.

Hendes skuldre trak sig bagud, hele hendes holdning forandrede sig til at udstråle vrede. “Har han en affære?”

“Nej!” En modstræbende latter undslap mig. “Der er ikke nogen, der har affærer. Det ville vi ikke udsætte hinanden for. Det ville vi ikke være i stand til. Hold nu op med at bekymre dig om det.”

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om min mors nylige utroskab med min far var den sande årsag til hendes bekymringer. Gik det hende på? Stillede hun spørgsmålstegn ved

det, hun havde sammen med Stanton? Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tænke om det. Jeg elskede min far så meget, men jeg syntes også, at min stedfar var perfekt til min mor, fordi

han var lige præcis den mand, hun havde brug for som ægtemand.

“Eva ...”

“Gideon og jeg blev hemmeligt gift for et par uger siden.” Ih, hvor det føltes rart at få det sagt.

Hun blinkede. Én gang. To gange. “Hvad?”

“Jeg har ikke sagt det til far endnu,” fortsatte jeg. “Men jeg ringer til ham i dag.”

Hendes øjne skinnede af tårerne, der pressede sig på. “Hvorfor? Min Gud, Eva ... hvordan er vi vokset så meget fra hinanden?”

“Du må ikke græde.” Jeg rejste mig og gik over og satte mig ved siden af hende. Jeg rakte ud efter hendes hænder, men hun trak mig ind til sig og gav mig et inderligt knus i stedet.

Jeg indåndede hendes velkendte duft og mærkede den fred, man kun finder i armene på sin mor. I hvert fald i nogle øjeblikke. “Det var ikke planlagt, mor. Vi tog væk i weekenden,

og Gideon friede, og han lavede alle forberedelserne ... det var spontant. Et øjebliks pludselig indskydelse.”

Hun trak sig væk og afslørede et tårevædet ansigt og gnistrende øjne. “Han giftede sig med dig uden at lave en ægtepagt?”

Jeg måtte grine. Selvfølgelig fokuserede min mor på de finansielle detaljer. Penge havde i mange år været den drivende kraft i hendes liv. “Der er en ægtepagt.”

“Eva Lauren! Fik du nogen til at gennemgå den? Eller var det også spontant?”

“Jeg læste hvert et ord.”

“Du er ikke advokat! Herregud, Eva ... Jeg har opdraget dig til at være klogere end som så!”

“En seksårig kunne forstå betingelserne,” bed jeg igen, irriteret over det virkelige problem i mit ægteskab: Gideon og jeg havde alt for mange mennesker, der blandede sig i vores forhold, så vi blev distraherede og ikke havde tid nok til at bearbejde det, vi trængte til at arbejde med. “Lad nu være med at spekulere på den ægtepagt.”

“Du skulle have bedt Richard om at læse den igennem. Jeg kan ikke forstå, hvorfor du ikke gjorde det. Det er så uansvarligt. Jeg kan bare ikke ...”

“Jeg har set den, Monica.”

Vi vendte os begge om ved lyden af min stedfars stemme. Stanton kom ind i rummet, klar til en ny dag i marineblåt jakkesæt og gult slips. Jeg forestillede mig, at Gideon ville være lidt

ligesom min stedfar, når han kom op i den alder: i god fysisk form, fornem, mere alfahan end nogensinde.

“Gjorde du?” spurgte jeg overrasket.

“Cross sendte den til mig for et par uger siden.” Stanton gik hen til min mor og tog hendes hånd i sin. “Jeg kunne ikke have forhandlet mig frem til bedre betingelser.”

“Der er altid bedre betingelser, Richard!” sagde min mor skarpt.

“Der er præmier for milepæle såsom bryllupsdage og barnefødsler, men ingen straffe til Eva, bortset fra parterapi. En opløsning af ægteskabet vil betyde en mere end ligelig fordeling af aktiverne. Jeg var fristet til at spørge Cross, om han havde fået sine egne rådgivere til at kigge på den. Jeg kunne forestille mig, at de på det skarpeste har argumenteret imod den.”

Hun slappede af et øjeblik for at forstå, hvad der lige var blevet sagt. Så rejste hun sig brat op med rejste børster. “Men du vidste altså, at de skulle giftes i hemmelighed? Du vidste det, men du sagde ikke noget?”

“Selvfølgelig vidste jeg da ikke det.” Han trak hende ind til sig og talte beroligende til hende, som var hun et barn. “Jeg gik ud fra, at han bare var i god tid. Du ved, at det ofte kan tage flere måneder, før det hele er forhandlet på plads. Men jeg må sige, at i dette tilfælde kunne jeg ikke have bedt om mere.”

Jeg rejste mig. Jeg blev nødt til at skynde mig, hvis jeg skulle nå at være på arbejde til tiden. I dag, af alle dage, havde jeg ikke lyst til at komme for sent.

“Hvor skal du hen?” Min mor trak sig væk fra Stanton. “Vi er ikke færdige med denne samtale. Du kan ikke bare smide sådan en bombe og så gå din vej.”

Jeg vendte mig om imod hende, begyndte at gå baglæns. “Jeg er virkelig nødt til at gøre mig klar. Hvorfor mødes vi ikke til frokost og taler om det?”

“Du kan ikke ...”

Jeg afbrød hende. “Corinne Giroux.”

Min mors øjne blev først store, så smalle. Et ganske særligt navn. Jeg behøvede ikke sige mere.

Gideons eks var et problem, der ikke krævede yderligere forklaring.

*

Der er ikke mange, der kommer til Manhattan uden at føle en form for tilhørsforhold. Byens skyline har været udødeliggjort i utallige film og tv-udsendelser, og det har udbredt kærligheden til byen til hele verden.

Jeg var ingen undtagelse.

Jeg elskede Chryslerbygningens art deco-elegance. Jeg kunne definere præcis, hvor på øen jeg befandt mig, ved at pejle efter Empire State Building. Jeg var tryllebundet af det imponerende Freedom Tower, der nu tårnede sig op over Downtown. Men Crossfirebygningen var i en klasse helt for sig selv. Sådan havde jeg også haft det, før jeg blev forelsket i manden, hvis vision havde ført til dens tilblivelse.

Raúl lod Mercedesen trille op til kantstenen, og jeg kiggede beundrende på det stærkt safirblå glas, der omsluttede den obeliskformede Crossfirebygning. Jeg lagde hovedet tilbage, og mit blik gled op ad de glitrende etager til den allerøverste top, hvor lokalerne, der husede Cross Industries, lå badet i lys. Fodgængerne myldrede omkring mig. Fortovet kogte af forretningsmænd og -kvinder på vej til arbejde med en mappe eller taske i den ene hånd og et dampende kaffekrus i den anden.

Jeg fornemmede Gideon, før jeg så ham. Hele min krop summede, da han steg ud af Bentleyen, der var kørt op bag ved Mercedesen. Luften omkring mig var ladet af elektricitet, den slags knitrende energi, der varslede en storm.

Jeg var blandt de få, der vidste, at det var Gideons forpinte sjæls rastløshed, der gav brændstof til orkanen.

Jeg vendte mig om imod ham og smilede. Det var ikke noget tilfælde, at vi var ankommet samtidigt. Det vidste jeg, før jeg så bekræftelsen i hans øjne.

Han var iført et koksgråt jakkesæt med hvid skjorte og sølvfarvet slips. Det blæksorte hår var en lækker, sexet manke og strejfede kæbelinjen og skjortekraven. Han så stadig på mig

med den hede erotiske vildskab, jeg havde brændt mig på første gang, men nu var der en blidhed i det lysende blå blik, der var en åbenhed, der betød mere for mig end noget som helst andet, han nogensinde kunne give mig.

Jeg gik ham i møde. “Godmorgen, mørke, farlige ægtemand.”

Han sendte mig et skævt smil. Morskaben varmede hans blik yderligere. “Godmorgen, hustru.”

Jeg rakte ud efter hans hånd og følte mig hjemme, da han mødte mig på halvvejen og omsluttede mine hænder med sit faste greb. “Jeg fortalte min mor i morges ... at vi er blevet gift.”

Et mørkt bryn hævede sig i overraskelse, men så blev hans smil bredt af triumferende glæde. “Godt.”

Jeg lo ad hans åbenlyse ejerfornemmelser og skubbede blidt til ham med skulderen. Han flyttede sig lynhurtigt, trak mig ind til sig og kyssede mig på siden af min smilende mund.

Hans glæde smittede. Jeg kunne mærke den eksplodere i mig og oplyse alle de steder i mig, der havde været mørklagt de seneste dage. “Jeg ringer til min far i den første kaffepause og fortæller ham det.”

Han blev alvorlig. “Hvorfor først nu?”

Han talte lavmælt, i et intimt toneleje. Strømmen af mennesker, der stilede mod deres kontorer, blev ved med at flyde forbi, og de lagde ikke mærke til os. Alligevel tøvede jeg med at svare. Jeg følte mig blottet.

Det var lettere end nogensinde at sige sandheden. Jeg havde skjult så mange ting for de mennesker, jeg elskede. Små ting, store ting. Jeg havde forsøgt at opretholde status quo og på samme tid håbet på og haft brug for forandring.

“Jeg var bange,” fortalte jeg ham.

Han trådte et skridt tættere på, og hans blik var intenst. “Og det er du ikke nu?”

“Nej.”

“I aften kan du fortælle mig hvorfor.”

Jeg nikkede. “Jeg skal nok fortælle dig det.”

Hans hånd lagde sig om min nakke i et greb, der på én gang var fyldt med blidhed og besiddertrang. Hans ansigt var udtryksløst og afslørede intet, men de blå øjne flød over af følelser. “Vi klarer den, engel.”

En følelse af kærlighed strømmede igennem mig som rusen, når man drikker en udsøgt vin. “Det kan du lige tro.”

*

Det føltes mærkeligt at gå ind igennem dørene hos Waters Field & Leaman, mens jeg tavst talte, hvor mange dage jeg endnu ville kunne sige, at jeg arbejdede på det prestigefyldte

reklamebureau. Megumi Kaba vinkede fra sin plads bag skranken i receptionen og pegede på sit headset for at vise, at hun havde nogen i røret og derfor ikke kunne tale. Jeg vinkede tilbage og begav mig med målrettede skridt hen mod mit eget skrivebord. Jeg havde meget at lave, en ny begyndelse at sparke i gang.

Men det vigtigste skulle lige ordnes først. Jeg lagde min taske i nederste skuffe og satte mig til rette i min stol for at gå på jagt på min foretrukne blomsterhandlers hjemmeside. Jeg vidste, hvad jeg ville have. To dusin hvide roser i en mørkerød krystalvase.

Hvid for renhed. For venskab. For evig kærlighed. Det var også et tegn på overgivelse. Jeg havde skabt en frontlinje ved at gennemtvinge Gideons og min adskillelse, og i sidste ende havde jeg vundet. Men jeg ønskede ikke, at der skulle være krig mellem min mand og mig.

Jeg forsøgte ikke engang at skrive noget begavet på kortet ved blomsterne, som jeg havde gjort før i tiden. Jeg skrev bare sandheden. Det blev lettere, for hvert minut der gik.

Du er et mirakel, hr. Cross.

Jeg værdsætter dig og elsker dig så højt.

Fru Cross

Hjemmesiden bad mig afslutte min ordre. Jeg klikkede på Afsend og forestillede mig et øjeblik, hvordan Gideon ville tage imod min gave. Jeg håbede, jeg en skønne dag kunne se ham, når han tog imod blomster fra mig. Ville han smile, når hans sekretær, Scott, bragte dem ind? Ville han forlade det møde, han styrede, for at læse min hilsen? Eller ventede han til en af de sjældne pauser i sin hektiske dag, så han kunne få lidt privatliv?

Min mund smilede, imens jeg overvejede mulighederne. Jeg elskede at give Gideon gaver.

Og snart ville jeg få mere tid til at finde de helt rigtige.

*

“Siger du op?”

Mark Garrity løftede blikket fra min opsigelse med et udtryk af overraskelse og så mig lige i øjnene.

Min mave gjorde knuder ved synet af udtrykket i min chefs ansigt. “Ja. Jeg er ked af, at jeg ikke kan give dig længere varsel.”

“Og i morgen er din sidste dag?” Han lænede sig tilbage i stolen. Hans øjne var chokoladebrune, et par nuancer lysere end hans hud, og de udtrykte både overraskelse og utilfredshed. “Hvorfor, Eva?”

Jeg sukkede og lænede mig frem, mens jeg satte albuerne på knæene. Endnu en gang valgte jeg sandheden. “Jeg ved, det er uprofessionelt bare at smutte på den her måde, men ... jeg bliver nødt til at få styr på mine prioriteter, og lige nu ... kan jeg bare ikke give jobbet min fulde opmærksomhed, Mark. Jeg er ked af det.”

“Jeg ...” Han pustede ud og lod sin ene hånd løbe igennem de tætte, mørke krøller. “For helvede, hvad kan jeg sige?”

“At du tilgiver mig og ikke bebrejder mig min beslutning?” Jeg lo humørforladt. “Jeg beder om meget, det ved jeg godt.”

Det lykkedes ham at smile ironisk. “Jeg er ked af at miste dig, Eva, det ved du. Jeg er ikke sikker på, jeg nogensinde har fortalt dig, hvor meget du bidrager med. Du får mig til at yde mere.”

“Tak, Mark. Det sætter jeg pris på.” Hold op, det her var sværere, end jeg troede, det ville være, men jeg vidste, det var den bedste og eneste beslutning, jeg kunne træffe.

Mit blik flyttede sig fra min flotte chef til udsigten bag ham. Som junior account manager havde han et lille kontor, og hans udsigt var blokeret af en bygning på den anden side af gaden, men den var stadig indbegrebet af New York, præcis som Gideon Cross’ enorme kontor på øverste etage langt oven over os.

På mange måder spejlede forskellen i etager den måde, jeg havde forsøgt at definere mit forhold til Gideon på. Jeg vidste, hvem han var. Vidste, hvad han var: en mand i en klasse for sig. Jeg elskede, at han var det, og ønskede ikke, at han skulle forandre sig. Jeg ville bare stige op på hans niveau på egen hånd. Det, jeg ikke havde tænkt over, var, at jeg ved stædigt at benægte, at vores ægteskab ændrede den plan, trak jeg ham ned på mit niveau.

Jeg ville ikke blive kendt som en, der havde arbejdet sig op i toppen af sit fag. For nogle mennesker ville jeg altid være hende, der giftede sig til succes. Og det måtte jeg bare lære at leve med.

“Så, hvor skal du så hen nu?” spurgte Mark.

“Det har jeg faktisk ikke fundet ud af endnu. Jeg ved bare, at jeg ikke kan blive her.”

Mit ægteskab kunne kun tåle et vist pres, før det bristede, og jeg havde tilladt det at glide faretruende tæt på afgrunden ved at prøve at få lidt afstand. Prøve at sætte mig selv i første række.

Gideon Cross var lige så dyb og uendelig som havet, og jeg havde frygtet at drukne i ham fra det første øjeblik, jeg så ham. Det kunne jeg ikke blive ved med at frygte. Ikke efter at jeg

havde indset, at det, jeg frygtede allermest, var at miste ham.

I mit forsøg på at forblive neutral var jeg blevet skubbet hid og did. Og selvom jeg havde været rasende over det, så havde jeg ikke taget mig den tid, det tog at forstå, at hvis jeg ønskede kontrol, så var det om at tage den.

“Er det på grund af LanCorp-kontrakten?” spurgte Mark.

“Til dels.” Jeg glattede min nålestribede, stramme nederdel i et forsøg på mentalt at fjerne den tilbageværende lede over, at Gideon havde hyret Mark. Katalysatoren havde været, at LanCorp var kommet til Water Field & Leaman med et specifikt ønske om, at Mark – og dermed også jeg – skulle være med på holdet, en manøvre, Gideon så på med mistænksomhed. Geoffrey Cross’ Ponzi-plan havde decimeret Landonfamiliens formue, og både Ryan Landon og Gideon havde genopbygget det, deres fædre havde mistet, men Landon tørstede stadig efter hævn. “Men mest af personlige grunde.”

Han rettede sig op, satte albuerne i bordet og lænede sig frem imod mig. “Det rager ikke mig, og jeg vil ikke snage, men du ved, at Steven, Shawna og jeg alle sammen er her for dig, hvis du har brug for det. Vi holder af dig.”

Hans ærlighed gav mig tårer i øjnene. Hans forlovede, Steven Ellison, og Stevens søster, Shawna, var blevet mine meget gode venner i løbet af de måneder, jeg havde boet i New York. De var blevet en del af det netværk af venner, jeg havde opbygget i mit nye liv. Lige meget hvad, så ville jeg ikke miste forbindelsen til de mennesker, jeg var kommet til at elske.

“Det ved jeg.” Jeg smilede trods min tristhed. “Hvis jeg har brug for jer, så ringer jeg. Det lover jeg. Men det hele skal nok blive godt. For os alle sammen.”

Mark slappede af og smilede tilbage. “Steven flipper helt ud. Måske skulle jeg få dig til at fortælle ham det selv.”

Tanken om den store, stærke og rare entreprenør jog al tristhed væk. Steven ville brokke sig over, at jeg svigtede hans partner, men han ville gøre det af et godt hjerte. “Åh nej,” pjattede jeg tilbage. “Det ville du da ikke byde mig, ville du? Det her er svært nok, som det er.”

“Jeg har intet imod at gøre det værre.”

Jeg lo. Jeg ville komme til at savne Mark og mit arbejde. Meget.

*

Fordi det stadig var tidligt i Oceanside, Californien, da det blev tid til min første kaffepause, sendte jeg min far en sms i stedet for at ringe.

Sig lige til, når du er vågen, o.k.? Jeg har noget, jeg skal fortælle dig. Og siden jeg vidste, at kombinationen af at være far og politimand havde gjort Victor Reyes til en bekymret mand,

tilføjede jeg: Det er ikke noget alvorligt, bare en nyhed.

Jeg havde knap lagt min telefon på bordet i tekøkkenet for at skænke en kop kaffe, før den begyndte at ringe. Min fars flotte ansigt lyste op på skærmen, og jeg kunne se de grå øjne, jeg havde arvet efter ham.

Pludselig blev jeg ramt af nervøsitet. Da jeg rakte ud efter min telefon, rystede min hånd. Jeg elskede begge mine forældre højt, men jeg havde altid følt, at min far havde en dybere forståelse end min mor. Mens min mor aldrig tøvede med at gøre opmærksom på de af mine fejl, jeg kunne gøre noget ved, virkede det, som om min far ikke anede, at jeg havde nogen. At skuffe ham ... såre ham ... det var for frygteligt at tænke på.

“Hej, far. Hvordan går det?”

“Det er mit spørgsmål, skat. Jeg har det, som jeg plejer. Hvad med dig? Hvad sker der?”

Jeg gik over til det nærmeste bord og satte mig ned for at berolige mig selv lidt. “Jeg skrev jo, at det ikke var noget alvorligt, men du lyder alligevel bekymret. Vækkede jeg dig?”

“Det er mit job at være bekymret,” sagde han med varm morskab i sin dybe stemme. “Jeg var ved at gøre mig klar til en løbetur, før jeg starter dagen, så nej, du vækkede mig ikke. Fortæl mig din nyhed.”

“Øh ...” Min hals snørede sig sammen af gråd, og jeg sank en klump. “Hold nu op, det her er sværere, end jeg troede, det ville være. Jeg sagde til Gideon, at det var mor, jeg var bekymret for, og at du ville være okay med det, og her sidder jeg og prøver at ...”

“Eva.”

Jeg tog en dyb indånding. “Gideon og jeg er blevet gift.”

Forbindelsen blev uhyggeligt stille.

“Far?”

“Hvornår?” Forandringen i hans stemme gjorde ondt.

“For et par uger siden.”

“Før du kom ud og besøgte mig?”

Jeg rømmede mig. “Ja.”

Stilhed.

Åh gud. Hvor ondt. For nylig havde jeg fortalt ham om Nathans krænkelser, og det havde næsten knækket ham. Nu dette ...

“Far ... Vi var taget ud på en ø, der var så smuk, så smuk. Hotellet, vi boede på, har mange vielser, og det var nemt ... Som i Las Vegas. Der er en embedsmand ansat, og der er folk, der håndterer papirerne. Det var bare det perfekte øjeblik, du ved. Den perfekte mulighed.” Min stemme knækkede over. “Far ... vil du ikke nok sige noget?”

“Jeg ... jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.”

En varm tåre løb ned over min kind. Mor havde valgt rigdom frem for kærlighed, og Gideon var et stjerneeksempel på den type mand, min mor havde foretrukket frem for min far. Jeg vidste, at det havde skabt en forudindtagethed, som min far skulle håndtere. Og nu dette.

“Vi holder stadig bryllup,” fortalte jeg ham og holdt pause for at rømme mig. “Vi vil have vores familie og venner med, når vi afgiver vores løfter ...”

“Det var det, jeg havde ventet, Eva,” knurrede han. “For helvede. Jeg har det, som om Cross lige har stjålet noget fra mig! Det er meningen, at jeg skal give dig bort. Jeg var ved at

forberede mig på det, og så tager han dig bare og løber væk med dig? Og du fortalte mig ikke noget? Du var her, i mit hus, og du fortalte mig ikke noget? Det gør ondt, Eva. Det gør

ondt.”

Jeg kunne ikke standse tårerne nu. De kom i en varm flod, der slørede mit syn og fyldte mit svælg.

Jeg fór sammen, da døren til tekøkkenet gik op, og Will Turner kom ind. “Hun er sikkert herinde,” sagde min kollega. “Og dér sidder ...”

Hans stemme døde hen, da han så mit ansigt, og hans øjne mistede deres smil bag de firkantede briller.

En arm i et mørkt ærme kom til syne og skubbede ham til side.

Gideon. Han fyldte hele døråbningen. Han rettede sine øjne mod mig, og de blev lige så kolde som Arktis. Pludselig lignede han en hævnende engel, og hans fine jakkesæt fik ham til at se både handlekraftig og farlig ud. Hans ansigt stivnede i en smuk maske.

Jeg blinkede, og min hjerne forsøgte at regne ud, hvordan han kunne være her, og hvorfor. Før det lykkedes, stod han foran mig, og min telefon lå i hans hånd. Hans blik flyttede sig til

telefonens skærm, før han løftede den op til øret.

“Victor.” Min fars navn lød som en advarsel. “Det ser ud til, at du har gjort Eva ked af det, så nu kommer du til at tale med mig i stedet.”

Will bakkede ud og lukkede døren efter sig.

På trods af den skarpe kant i Gideons stemme var den fingerspids, der kærtegnede min kind, uendelig blid. Han kiggede på mig, og jeg så, at det blå var fyldt med et iskoldt raseri, der næsten fik mig til at gyse.

Er du sindssyg, hvor var Gideon vred. Og det var min far også. Jeg kunne høre ham råbe igennem telefonen.

Jeg greb fat i Gideons håndled og rystede på hovedet. Jeg var pludselig panikslagen ved tanken om, at de to mænd, jeg elskede højest, ville ende med ikke at bryde sig om – måske

endda hade – hinanden.

“Det er okay,” hviskede jeg. “Jeg er okay.”

Hans øjne blev smalle, og han mimede: Nej, det er ikke.

Da han talte til min far igen, var hans stemme fast og kontrolleret – og derfor endnu mere skræmmende. “Du har ret til at være vred og såret, det indrømmer jeg. Men jeg vil ikke have, at min kone bliver ude af den over det her ... Nej, da jeg helt åbenlyst ikke selv har børn, kan jeg ikke forestille mig det.”

Jeg anstrengte mig for at høre noget og håbede, at den lavere lydstyrke betød, at min far var ved at falde lidt ned i stedet for at blive mere ophidset.

Gideon stivnede pludseligt, og hans hånd trak sig væk fra min. “Nej, jeg ville ikke bryde mig om, at min søster blev gift i hemmelighed. Men når det er sagt, så ville det ikke være hende, jeg ville rette min vrede imod ...”

Det gibbede i mig. Min mand og min far havde ét til fælles: De var begge utrolig beskyttende over for dem, de elskede.

“Jeg er til rådighed når som helst, Victor. Jeg kan endda komme til dig, hvis du har brug for det. Da jeg giftede mig med din datter, accepterede jeg det fulde ansvar for både hende og hendes lykke. Hvis der er konsekvenser, der skal tages, har jeg ikke nogen problemer med det.”

Han kneb øjnene lidt i, mens han lyttede.

Så satte Gideon sig over for mig, lagde telefonen på bordet og satte den på højttaler.

Min fars stemme fyldte luften. “Eva?”

Jeg trak vejret dybt og skælvende og klemte den hånd, Gideon havde rakt ud til mig. “Ja, jeg er her, far.”

“Skattepige ...” Han trak også vejret dybt. “Du må ikke være ked af det, okay? Jeg er bare ... jeg har brug for lige at fordøje det. Jeg havde ikke ventet det, og det skal lige falde på plads i mit hoved. Kan vi tale sammen senere i aften? Når jeg har fri?”

“Ja, selvfølgelig.”

“Godt.” Han holdt en pause.

“Jeg elsker dig, far.” Tårer kunne høres i min stemme, og Gideon trak sin stol nærmere, så hans lår lå på hver sin side af mine. Det var utroligt så megen styrke, jeg fik fra ham, og hvilken lettelse det var at have ham at læne mig op ad. Det var anderledes end Carys støtte. Min bedste ven var min klangbund, heppekorsleder og røvsparker. Gideon var et skjold.

Og jeg måtte være stærk nok til at indrømme, når jeg havde brug for et skjold.

“Jeg elsker også dig, min skat,” sagde min far med et anstrøg af smerte og sorg, der stak mig i hjertet. “Jeg ringer senere.”

“Okay. Jeg ...” Hvad mere kunne jeg sige? Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle reparere det. “Hej.”

Gideon afbrød forbindelsen og tog mine rystende hænder i sine. Hans øjne veg ikke fra mine, og kulden smeltede til ømhed. “Du må ikke skamme dig, Eva. Er det forstået?”

Jeg nikkede. “Det gør jeg heller ikke.”

Han holdt mit ansigt i sine hænder og tørrede mine tårer væk med tommelfingrene. “Jeg kan ikke holde ud at se dig græde, engel.”

Jeg tvang den tilbageværende tristhed væk. Jeg skubbede den over i et hjørne for at håndtere den senere. “Hvorfor er du her? Hvordan kunne du vide det?”

“Jeg kom for at takke dig for blomsterne,” mumlede han.

“Åh. Kunne du lide dem?” Det lykkedes mig at smile. “Jeg ville have, at du skulle tænke på mig.”

“Hele tiden. Hvert minut.” Han tog fat om mine hofter og trak mig nærmere.

“Du kunne bare have sendt en besked.”

“Åh ja,” Hans smil fik min puls til at galopere. “Men den ville ikke have kunnet gøre det her.”

Gideon trak mig over på sit skød og kyssede mig, til jeg ikke vidste, hvad der var op eller ned.

*

Har vi stadig en aftale om at ses derhjemme i aften? Cary sms’ede mig, da jeg ved frokosttid ventede på elevatoren, som skulle transportere mig ned i receptionen. Min mor ventede allerede på mig, og jeg prøvede at samle mine tanker. Vi havde meget at tale om.

Åh, hvor jeg håbede, hun kunne hjælpe mig med det hele.

Det er planen, svarede jeg min elskede og indimellem pisseirriterende ven, som jeg delte lejlighed med. Jeg var stadig ved at taste, da jeg trådte ind i elevatoren. Men jeg har en aftale efter arbejde og så middag med Gideon. Jeg er måske sent hjemme.

Middag? Du skal fortælle alt.

Jeg smilede. Selvfølgelig.

Jeg pustede ud med en lyd, som om jeg havde holdt vejret. Det havde jeg på en måde også.

Jeg kunne ikke bebrejde Carys on/off-kæreste, at han havde taget et stort skridt tilbage, da han fandt ud af, at den kvinde, Cary havde lejlighedsvis sex med, var gravid. Trey havde altid kæmpet med Carys biseksualitet, og nu ville en baby betyde, at der for evigt ville være en tredje person i deres forhold.

Der herskede ingen tvivl om, at Cary burde have forpligtet sig til Trey noget tidligere i stedet for at holde sine muligheder åbne, men jeg kunne godt forstå den angst, der lå bag Carys

handlinger. Jeg vidste kun alt for godt, hvilke tanker der løb igennem hovedet på en, når man havde været igennem det, Cary og jeg havde, og man så alligevel på forunderlig vis stod ansigt til ansigt med et fantastisk menneske, der elskede en.

Det er for godt til at være sandt. Hvordan kan det overhovedet være virkeligt?

Jeg følte også med Trey, og hvis han gjorde det forbi, ville jeg respektere den beslutning. Men han var det bedste, der var sket for Cary i meget lang tid. Jeg ville blive virkelig ked af det, hvis det ikke blev dem. Hvad sagde han?

Det fortæller jeg, når vi ses.

Cary! Det var ondt.

Det tog ham lige så lang tid at svare, som det tog mig at komme ud igennem lobbyen. Fortæl mig det.

Åh nej, der var ingen mulighed for, at det kunne tolkes som gode nyheder. Jeg trådte til side for at lade andre passere og tastede: Jeg elsker dig vildt, Cary Taylor.

Jeg elsker også dig, baby.

“Eva!”

Min mor tilbagelagde afstanden imellem os i sine fine højhælede sandaler. Hun var en kvinde, man umuligt kunne undgå at lægge mærke til, selv midt i frokostmylderet på vej ind og

ud af Crossfirebygningen. Så lille og slank som hun var, burde hun være druknet i et hav af jakkesæt, men hun tiltrak sig for meget opmærksomhed, til at dette nogensinde ville ske.

Karisma. Sensualitet. Skrøbelighed. Det var den eksplosive kombination, der havde gjort Marilyn Monroe til en stjerne, og den beskrev også min mor. Iført en marineblå buksedragt uden ærmer så hun yngre ud, end hun var, og mere fuld af selvtillid, end jeg vidste, hun var. Panterformede smykker fra Cartier lå om hendes hals og håndled, fortalte iagttagere, at hun var dyr.

Hun stilede direkte over imod mig og tog mig i sine arme i et overraskende knus.

“Mor.”

“Er du okay?” Hun trådte et skridt tilbage og granskede mit ansigt.

“Hvad? Ja. Hvorfor?”

“Din far ringede.”

“Åh.” Jeg kiggede mistænksomt på hende. “Han tog ikke nyheden så pænt.”

“Nej, det gjorde han bestemt ikke.” Jeg stak min arm ind under hendes, og vi gik mod udgangen. “Men han skal nok klare den. Han var bare ikke helt klar til at slippe dig endnu.”

“Fordi jeg minder ham om dig.” Ifølge min far var det min mor, der gik. Han elskede hende stadig, selv efter mere end to årtiers adskillelse.

“Vrøvl, Eva. Der er en vis lighed, men du er meget mere interessant.”

Jeg lo overrasket. “Gideon siger, jeg er interessant.”

Hun smilede stort og fik dermed en mand, der gik forbi, til at snuble over sine egne fødder. “Selvfølgelig. Han er en kvindekender. Selvom du ser vidunderlig ud, kræver det noget mere end skønhed at få ham til at gifte sig.”

Vi blev bremset af svingdøren, og jeg lod min mor gå ud først. Den dyne af varm, stillestående luft, der ramte mig, da jeg sluttede mig til hende på fortovet, fik øjeblikkeligt sveden til at pible. Der var gange, hvor jeg seriøst tvivlede på, at jeg nogensinde ville vænne mig til fugtigheden, men jeg regnede det for en af de omkostninger, der var ved at bo i denne by, jeg elskede så højt. Foråret havde været vidunderligt, og jeg vidste, at det ville efteråret også blive. Den perfekte årstid til at gentage de løfter, jeg havde givet den mand, der ejede min krop og sjæl.

Jeg takkede Gud for opfindelsen af klimaanlæg, da jeg fik øje på Stantons sikkerhedschef, der ventede ved en sort bil ved kantstenen.

Benjamin Clancy nikkede til mig på sin sædvanlige lette, selvsikre måde. Hans facon var hverdagsagtig, men jeg blev grebet af så stor taknemmelighed over for ham, at det var svært ikke at gribe fat i ham og kysse ham.

Gideon havde dræbt Nathan for at beskytte mig. Clancy havde sørget for, at Gideon aldrig ville komme til at betale for det.

“Hej med dig,” hilste jeg og så mit smil reflekteret i spejlglasset i hans pilotsolbriller.

“Eva. Hvor dejligt at se dig.”

“Jeg tænkte præcis det samme om dig.”

Han smilede ikke udenpå. Det var ikke hans stil. Men jeg kunne mærke det alligevel.

Min mor satte sig ind på bagsædet først, og så fulgte jeg efter. Før Clancy overhovedet var nået rundt om bilens bagende, havde hun vendt sig mod mig og rakt ud efter min hånd. “Du skal ikke bekymre dig om din far. Han har det der heftige spanske temperament, men det varer sjældent ret længe. Det eneste, han virkelig ønsker, er, at du er lykkelig.”

Jeg klemte forsigtigt hendes hånd. “Det ved jeg. Men jeg ville bare virkelig ønske, at far og Gideon kunne være venner.”

“De er begge meget viljestærke mænd, skat. De kommer uvægerligt til at krydse klinger indimellem.”

Hun havde ret. Jeg ville så gerne forestille mig dem hænge ud sammen, sådan som mænd gør. Snakke om sport eller biler, med alt det venskabelige drilleri og dasken på skulderen, der normalt hører med. Men jeg måtte forholde mig til virkeligheden, hvordan den så end ville forme sig.

“Du har ret,” medgav jeg. “De er begge voksne. De finder ud af det.” Forhåbentlig.

Jeg kiggede ud ad vinduet med et suk. “Jeg tror, jeg har fundet en løsning på Corinne Giroux.”

“Eva, du bliver nødt til at slå den kvinde ud af hovedet. Ved at skænke hende så meget som en tanke giver du hende en magt, hun slet ikke fortjener.”

Jeg kiggede på min mor. “Vi har allerede givet hende magt ved at være så hemmelighedsfulde. Verden har en glubende appetit efter alt, hvad der har med Gideon at gøre. Han er flot, rig, sexet og klog. Folk vil vide alt om ham, men han har vogtet over sit privatliv i en så ekstrem grad, at de nærmest ikke ved noget som helst. Det har givet Corinne muligheden for at skrive en biografi om tiden med Gideon.”

Hun sendte mig et undrende blik. “Hvad er det, du antyder?”

Jeg rodede i min taske og trak en tablet op. “Vi har brug for mere af det her.

Jeg vendte skærmen om og viste hende det billede af Gideon og mig, der var blevet taget kun få timer før, da vi stod sammen foran Crossfirebygningen. Den måde, han holdt mig om nakken på, var både blid og besidderisk, mens mit ansigt, der var vendt op imod hans, afslørede kærlighed og beundring. Det fik det til at vende sig i mig, når jeg så dette private øjeblik delt, så hele verden kunne svælge i det. Men jeg måtte overvinde det. Jeg måtte give dem mere.

“Gideon og jeg må holde op med at skjule os,” fortsatte jeg. “Det er nødvendigt, at vi bliver set. Vi tilbringer alt for meget tid lukket inde. Offentligheden vil have multimillionæren og

playboyen, der er blevet prinsen på den hvide hest. De vil have eventyr, mor, og happy endings. Jeg bliver nødt til at give offentligheden det, den kræver, og dermed kan jeg få Corinne og hendes bog til at virke ynkelig.”

Min mor trak skuldrene tilbage. “Det er en rædsom idé.”

“Nej, det er ikke.”

“Det er rædsomt, Eva! Du bytter ikke hårdt tilkæmpet privatliv bort for noget. Hvis du fodrer offentlighedens sult, bliver den bare større. For Guds skyld, du har da ikke lyst til at blive en tabloidkendis!”

Jeg spændte kæberne. “Det er ikke sådan, det kommer til at foregå.”

“Hvorfor vil du risikere det?” Hendes stemme steg og blev skinger. “På grund af Corinne Giroux? Hendes bog vil udkomme og være glemt igen på et splitsekund, men du bliver aldrig

fri for opmærksomheden, når du først har åbnet for den.”

“Jeg forstår dig ikke. Der er ikke noget, der hedder at være gift med Gideon og ikke få opmærksomhed! Så jeg kan lige så godt tage kontrollen og selv sætte scenen.”

“Der er forskel på at være fremtrædende og være en overskrift i et sladderblad!”

Jeg knurrede indvendigt. “Jeg tror, du overdriver dramaet en kende.”

Hun rystede på hovedet. “Jeg siger dig, dette er den forkerte måde at håndtere situationen på. Har du talt det igennem med Gideon? Jeg kan ikke forestille mig, at han går med til det her.”

Jeg stirrede på hende. Jeg var virkelig overrasket over hendes reaktion. Jeg troede, hun ville være positivt indstillet, når man tænker på, hvordan hun havde det med at blive godt gift og det, der fulgte med.

Så opdagede jeg angsten, der strammede hendes mund sammen og gjorde hendes øjne tågede.

“Mor.” Jeg gjorde min stemme blød og sparkede mig selv mentalt over skinnebenet for ikke at have fanget det tidligere. “Vi skal ikke bekymre os om Nathan længere.”

Hun stirrede tilbage. “Nej,” sagde hun uden at være spor beroliget. “Men når du oplever at få alt, hvad du har gjort ... alt, hvad du siger eller beslutter, gransket, så hele verden kan blive

underholdt, så kan det blive et helt nyt mareridt.”

“Jeg har ikke tænkt mig at lade nogen mennesker i hele verden diktere, hvordan jeg eller mit ægteskab bliver opfattet!” Jeg var træt af at føle mig som et offer. Jeg ville være den, der gik i offensiven.

“Eva, du er ikke ...”

“Giv mig et alternativ, der ikke involverer at sidde passivt hen, eller også dropper vi emnet, mor.” Jeg vendte ansigtet bort. “Vi bliver ikke enige, og jeg har ikke tænkt mig at ændre mening, medmindre der kommer en alternativ plan på bordet.”

Hun udstødte en frustreret lyd og blev tavs.

Mine fingre kløede af lyst til at sms’e Gideon og få luft. Han havde engang fortalt mig, at jeg ville være en stjerne til krisehåndtering. Han havde foreslået, at jeg lod mine evner komme

Cross Industries til gode.

Hvorfor ikke starte med noget mere intimt og vigtigt i stedet?

Browse Sylvias International Editions:

View Titles Sorted by Country · View Titles Sorted by Language