Sylvia Day
Read an Excerpt →

Dec 14, 2012  •  Politikens Forlag  •  9788740008777

Danish Excerpt

Read the English excerpt →

Kapitel 1

Jeg elskede New York med samme vanvittige lidenskab, som jeg ellers kun forbeholdt én anden ting i mit liv. Byen var et mikrokosmos af den nye verdens muligheder og den gamle verdens traditioner. Borgerlige mængede sig med bohemer. Kiksede kuriositeter eksisterede side om side med uvurderlige sjældenheder. Storbyens pulserende energi var de internationale virksomheders livsnerve og tiltrak sig folk fra hele verden.

Og indbegrebet af al den dynamik, målrettede ambition og verdensberømmede magt havde lige knaldet mig til to tåkrummende vidunderlige orgasmer.

Mens jeg luntede over til Gideon Cross’ enorme walk-in closet, skævede jeg hen mod hans sex-rodede seng og skælvede ved de velbehagelige minder, den fremkaldte. Mit hår var stadig

fugtigt efter et brusebad, og håndklædet rundt om mig var min eneste beklædningsgenstand. Jeg havde halvanden time, inden jeg skulle være på arbejde, hvilket var en tand for presset. Jeg måtte åbenbart sørge for at gøre plads til sex i min morgenrutine, ellers ville jeg altid skulle skynde mig. Gideon vågnede rede til at indtage verden, og han yndede at indlede sit erobringstogt med mig.

Hvor heldig var jeg ikke?

Eftersom vi så småt var kommet ind i juli i New York, og temperaturerne var begyndt at stige, valgte jeg et par smalle, pressede hørbukser og en ærmeløs poplin-bluse i en lysegrå nuance, der matchede mine øjne. Jeg var en idiot til at sætte hår, så jeg satte mit lange, blonde hår op i en enkel hestehale og tog makeup på. Da jeg var præsentabel, forlod jeg soveværelset.

Så snart jeg trådte ud på gangen, hørte jeg Gideons stemme. En svag skælven gik gennem mig, da jeg indså, at han var vred; stemmen var lavmælt og studs. Han var ikke så let at gøre gal ... medmindre han var irriteret på mig. Jeg kunne få ham til at hæve stemmen og bande, sågar køre hænderne frustreret gennem sin prægtige skulderlange manke af kulsort hår.

For det meste var Gideon dog indbegrebet af tøjlet styrke. Han behøvede ikke at råbe, når han kunne få folk til at ryste i bukserne bare med et blik eller et skarpt ord.

Jeg fandt ham inde på hjemmekontoret. Han stod med ryggen til døren og en Bluetooth-modtager i øret. Med korslagte arme stod han og stirrede ud ad vinduerne i sin penthouselejlighed på Fifth Avenue og lignede en meget ensom mand, et individ adskilt fra verden omkring ham og alligevel fuldt ud i stand til at regere den.

Jeg lænede mig op ad dørkarmen og slugte ham med øjnene, overbevist om, at min udsigt over skylinen var mere ærefrygtindgydende end hans. Fra mit udsigtspunkt kunne man se ham foran de tårnhøje skyskrabere, et lige så stærkt og imponerende nærvær. Han var blevet færdig under bruseren, før jeg havde nået at slæbe mig ud af sengen. Hans seriøst vanedannende krop var nu iført to dele af et dyrt, skræddersyet jakkesæt med vest – et antræk, der virkelig tændte mig. Synet af ham bagfra bød på en perfekt røv og en stærk ryg omsluttet af en vest.

På væggen hang en enorm collage af fotografier af os to sammen og et meget intimt billede, han havde taget af mig, der lå og sov. De fleste var billeder taget af de paparazzi, der fulgte ham, hvor han end stod og gik. Han var Gideon Cross, fra Cross Industries, og i den latterligt unge alder af otteogtyve år var han et af verdens femogtyve rigeste mennesker. Jeg var temmelig sikker på, at han ejede en anselig portion af Manhattan, og jeg var stensikker på, at han var den lækreste mand på kloden. Og han havde billeder af mig, overalt hvor han arbejdede, som om jeg på nogen måde kunne være et lige så behageligt syn som ham.

Han snurrede rundt i en elegant piruet og indfangede mig med sit isblå blik. Selvfølgelig havde han vidst, at jeg stod og iagttog ham. Det knitrede i luften, når vi var i nærheden af hinanden, en form for forventning ligesom den fortættede stilhed umiddelbart inden et tordenbrag. Formentlig havde han bevidst ventet et øjeblik, før han vendte sig om mod mig, så jeg fik mulighed for at tjekke ham ud, fordi han vidste, at jeg elskede at se på ham.

Mørk og Mystisk. Og helt og holdent min.

Gud ... jeg vænnede mig aldrig til det ansigts virkning på mig. De markerede kindben og mørke, buede øjenbryn, de blå øjne med de tætte vipper, og læberne ... perfekt aftegnede, så de var både sensuelle og frække. Jeg elskede, når de smilede seksuelt indbydende, og jeg skælvede, når de snerpede sig sammen til en stram streg. Og når han pressede dem mod min krop, brændte jeg af begær efter ham.

Gudfader – hør lige på dig selv. Der gik en trækning gennem min mund, da jeg kom i tanker om, hvor irriteret jeg plejede at blive på venner, der henført fablede løs om, hvor lækre deres kærester var. Og her stod jeg så alligevel, uophørligt imponeret over, hvor gudeskøn den komplicerede, frustrerede, forkvaklede, syndigt sexede mand var, som jeg forelskede mig mere og mere i, for hver dag der gik.

Som vi stod der og stirrede på hinanden, fortonede hans panderynken sig ikke, og han holdt heller ikke op med at tale til den arme stakkel i den anden ende af telefonen. Men blikket varmede op fra sin kølige irritation og blev brændende hedt.

Efterhånden burde jeg have vænnet mig til den forandring, han gennemgik, når han så på mig, men den ramte mig stadig med en sådan voldsomhed, at benene blev slået helt væk under mig. Blikket udstrålede, hvor stærkt og dybt han havde lyst til at kneppe mig – hvilket han gjorde, hver eneste gang han så sit snit til det – og gav mig desuden et glimt af hans utilslørede, ubønhørlige viljestyrke. Magt og myndighed var kernen i alt, hvad Gideon foretog sig her i livet.

“Vi ses på lørdag klokken otte,” sluttede han af, før han flåede øresneglen ud og smed den på skrivebordet. “Kom her, Eva.”

Endnu en skælven gik gennem mig ved hans måde at sige mit navn på, med samme snert af myndighed, som han brugte, når han sagde Kom, Eva, når jeg var under ham ... fyldt ud af

ham ... desperat efter at komme for ham ...

“Det er der ikke tid til, mester.” Jeg bakkede ud på gangen, fordi jeg havde svært ved at modstå ham. Den lette raspen i hans bløde, kultiverede stemme kunne næsten give mig orgasme bare ved at lytte til den. Og hver gang han rørte ved mig, gav jeg efter.

Jeg skyndte mig ud i køkkenet for at lave kaffe til os. Han mumlede noget for sig selv og fulgte efter mig ud. Hans lange skridt indhentede hurtigt mine. Pludselig var jeg naglet til væggen ude i gangen af 188 cm fast, fræk mand.

“Du ved godt, hvad der sker, når du flygter, min engel.” Gideon nippede til min underlæbe med tænderne, hvorefter han dulmede biddet med kærtegn fra tungen. “Så fanger jeg dig.”

Inden i mig sukkede noget i lykkelig overgivelse, og jeg blev helt slap i kroppen af bar nydelse over at være presset så tæt ind mod ham. Konstant havde jeg lyst til ham, så inderligt, at det næsten gjorde fysisk ondt. Det, jeg følte, var begær, men det var også meget mere end det. Noget så dybt og dyrebart, at Gideons begær efter mig ikke var den mentale trigger, det ville have været med enhver anden mand. Hvis nogen anden havde forsøgt at underkue mig med vægten af sin krop, ville jeg være flippet helt ud. Men det havde aldrig været noget problem med Gideon. Han vidste, hvad jeg trængte til, og hvor meget jeg kunne holde til.

Hans pludselige strålende smil fik mit hjerte til at gå helt i stå.

Konfronteret med hans betagende ansigt indrammet af det blanke, mørke hår mærkede jeg knæene give lidt efter under mig. Han var så poleret og kultiveret, bortset fra de lange, silkebløde lokker.

Han gned næsen mod min. “Du kan ikke bare smile sådan til mig og så gå din vej. Fortæl mig, hvad du tænkte på, da jeg talte i telefon.”

Mine læber fortrak sig i et skævt smil. “Hvor lækker du er. Det er sygeligt, så tit jeg tænker på det. Det må jeg virkelig se at komme over.”

Han lagde hænderne om mine baglår og pressede mig tættere ind mod sig, mens han pirrede mig ved at vugge hofterne kyndigt ind mod mine. Han var grotesk god i sengen. Og han vidste det. “Det kan du fandeme godt glemme.”

“Jaså?” Varmen bugtede sig gennem mine årer, kroppen hungrede for meget efter at mærke hans. “Du vil da vel ikke sige, at du godt kunne tænke dig at have endnu et forblændet

kvindemenneske rendende efter dig, hr. Hader-Opskruede-Forventninger.”

“Jeg kunne godt tænke mig,” spandt han, mens han tog fat om min kæbe og strøg tommelfingeren hen over min underlæbe, “at du havde for travlt med at tænke på mig til at tænke på nogen som helst anden.”

Jeg tog en langsom, skælvende indånding. Fuldstændig forført af det ulmende blik i hans øjne, det provokerende tonefald i hans stemme, varmen fra hans krop og den liflige duft af hans hud. Han var mit narkotikum, og jeg havde intet ønske om vænne mig af med det.

“Gideon,” hviskede jeg tryllebundet.

Med en sagte stønnen lagde han sin velformede mund over min og udraderede enhver tanke om, hvad klokken var, med et dybt og saftigt kys ... et kys, der næsten fik afledt min opmærksomhed fra den usikkerhed, han netop havde afsløret.

Jeg borede fingrene ind i hans hår for at holde ham stille og kyssede tilbage, lod tungen glide langs hans i en kærtegnende bevægelse. Vi havde været et par i så kort tid. Mindre end en måned. Og hvad værre var: Ingen af os vidste, hvordan man bar sig ad med at have et forhold som det, vi forsøgte at opbygge – et forhold, hvor vi nægtede at lade, som om vi ikke begge var alvorligt skadede.

Han lagde armene om mig og strammede besidderisk sit greb. “Jeg ville gerne have tilbragt weekenden sammen med dig nede i Florida Keys – nøgen.”

“Mmm, det lyder rart.” Mere end rart. Hvor meget jeg end nød at se Gideon i jakkesæt med vest, fortrak jeg ham afgjort splitterravende nøgen. Jeg undlod at påpege, at jeg ikke havde tid i weekenden ...

“Og nu bliver jeg nødt til at bruge weekenden på at tage mig af forretninger,” mumlede han med læberne mod mine.

“Forretninger, som du udskyder for at være sammen med mig?” Han var taget tidligt hjem fra arbejde for at være sammen med mig, og jeg vidste, det måtte koste ham dyrt. Min mor

kørte på sit tredje ægteskab, og alle hendes ægtemænd var succesrige, velhavende moguler af den ene eller den anden slags. Jeg vidste, at prisen for at være ambitiøs var at arbejde meget.

“Jeg betaler andre folk en klækkelig løn, for at jeg kan være sammen med dig.”

Snild afledningsmanøvre, men jeg bemærkede glimtet af irritation i hans blik og distraherede ham. “Tak. Lad os få noget kaffe, før tiden løber fra os.”

Gideon lod tungen glide langs min underlæbe. Så slap han mig. “Jeg vil gerne lette klokken otte i morgen aften. Pak sommerligt og let. Arizona har tør varme.”

“Hvad for noget?” Jeg glippede med øjnene ad hans ryg, der forsvandt ind på kontoret. “Ligger dine forretninger i Arizona?”

“Uheldigvis.”

Øh ... rolig nu. I stedet for at sætte min mulighed for at få kaffe over styr udskød jeg mine indvendinger og fortsatte ud i køkkenet. Jeg gik gennem Gideons rummelige lejlighed med

dens pragtfulde førkrigsarkitektur og smalle buede vinduer, hvor mine hæle skiftevis klikkede hen over blanke trægulve og dæmpedes af Aubusson-tæpper. De luksuøse omgivelser var

indrettet med mørkt træ og stof i neutrale nuancer, mens tilbehøret tilførte funklende farvestrejf. Uanset hvor meget hans hjem emmede af rigdom, var det stadig varmt og indbydende, et behageligt sted at slappe af og føle sig forkælet.

Da jeg nåede ud i køkkenet, spildte jeg ikke tiden, men satte straks et termokrus ind under enkopsmaskinen. Gideon kom ud til mig med jakken over den ene arm og mobiltelefonen i

hånden. Jeg satte endnu et termokrus under dysen til ham, før jeg gik hen til køleskabet efter kaffefløde.

“Måske er det alligevel heldigt nok.” Jeg vendte mig om mod ham og mindede ham om mit problem med min sambo. “Jeg bliver jo nødt til at tage tyren ved hornene med Cary i weekenden.”

Gideon lod telefonen dumpe ned i jakkens inderlomme og hængte jakken over ryggen af en af barstolene ved kogeøen. “Du kommer med mig, Eva.”

Jeg pustede hurtigt ud og hældte kaffefløde i min kaffe. “For at lave hvad? Ligge nøgen og vente på, at du skal blive færdig med arbejdet og komme og knalde mig?”

Hans blik fastholdt mig, mens han med alt for knusende ro tog sit krus og nippede til den dampende varme kaffe. “Skal vi nu skændes?”

“Skal du være vanskelig? Vi har jo talt om det her. Du ved godt, jeg ikke kan tage fra Cary efter det, der skete i går aftes.” Det mangekrops-menageri, jeg havde fundet i min dagligstue, var en spritny form for kluddermor.

Jeg satte kartonen tilbage i køleskabet og sugede fornemmelsen til mig af at blive ubønhørligt draget mod ham ene og alene i kraft af hans viljestyrke. Sådan havde det været helt fra starten. Når Gideon valgte at gøre det, kunne han få mig til at føle sine forlangender. Og det var meget, meget svært at ignorere den del af mig, der tryglede om lov til at give ham alt, hvad han ville have. “Du tager dig af forretningerne, og jeg tager mig af min bedste ven – så kan vi tage os af hinanden bagefter.”

“Jeg kommer først tilbage søndag aften, Eva.”

Åh ... Jeg mærkede et skarpt jag i maven ved at høre, at vi skulle være væk fra hinanden så længe. De fleste par tilbragte ikke hver en ledig stund sammen, men vi var ikke som de fleste par. Vi havde begge komplekser, usikkerheder og en afhængighed af hinanden, der krævede regelmæssig kontakt, for at vi kunne fungere ordentligt. Jeg hadede at være væk fra ham. Der gik sjældent mere end et par timer, uden at jeg tænkte på ham.

“Tanken er heller ikke til at holde ud for dig,” sagde han sagte og granskede mig på sin helt egen måde, der så alt. “På søndag vil vi begge to være helt til hundene.”

Jeg pustede på min kaffe og tog en hurtig slurk. Tanken om en hel weekend uden ham gjorde mig urolig. Og hvad værre var: Jeg afskyede tanken om, at han skulle bruge så meget tid væk fra mig. Han havde et hav af muligheder og valgmuligheder derude – kvinder, der ikke var nær så fucked up og besværlige at være sammen med.

Alligevel lykkedes det mig at få sagt: “Vi ved begge to, at det ikke ligefrem er sundt, Gideon.”

“Hvem siger det? Ingen andre ved, hvordan det er at være os.”

Ja, okay, det måtte jeg medgive.

“Vi er nødt til at komme på arbejde,” sagde jeg, vel vidende, at denne hårdknude ville drive os begge til vanvid hele dagen. Det måtte vi rede ud senere, men indtil videre hang vi på den.

Han støttede hoften mod køkkenbordet, krydsede anklerne og slog stædigt rod. “Det, vi er nødt til, er at få dig til at komme med mig.”

“Gideon.” Min fod gav sig til at tappe mod travertinfliserne. “Jeg kan ikke bare droppe hele mit liv for dig. Hvis jeg bliver reduceret til et yndigt vedhæng, kommer du hurtigt til at kede

dig. Jeg ville også blive dødtræt af mig selv. Vi dør altså ikke af at bruge et par dage på at rydde op i andre ting i vores liv – heller ikke selvom vi nødig vil.”

Hans blik fangede mit. “Du er alt for besværlig til at være et yndigt vedhæng.”

“Det, man siger, er man selv.”

Gideon rettede sig op, rystede den rugende sensualitet af sig og indfangede mig sporenstregs med sin alvorsfulde intensitet. Så omskiftelig – ligesom mig. “Du er blevet omtalt meget i pressen på det seneste, Eva. Det er ikke nogen hemmelighed, at du er i New York. Jeg kan ikke efterlade dig her, mens jeg er væk. Om nødvendigt tager vi Cary med. Så kan du tage kampen op med ham, mens du venter på, at jeg skal blive færdig med arbejdet og komme og knalde dig.”

“Ha.” Netop som jeg anerkendte hans forsøg på at lette stemningen med humor, gik det op for mig, hvad hans egentlige indvending mod at være væk fra mig var – Nathan. Min forhenværende stedbror var et omvandrende mareridt fra min fortid, som Gideon øjensynlig frygtede ville dukke op i min nutid. Til min gru måtte jeg medgive, at han ikke tog helt fejl. Det skjold af anonymitet, der havde beskyttet mig i årevis, var blevet sprængt i stumper og stykker af vores uhyre offentlige parforhold.

Shit ... vi havde virkelig ikke tid til at rode os ud i det, men jeg vidste, at det var et punkt, hvor Gideon nægtede at give indrømmelser. Han var en mand, der gjorde ufravigeligt krav på

sine besiddelser, jog konkurrenterne bort med ubønhørlig præcision og aldrig ville lade noget ondt overgå mig. Jeg var hans trygge havn, hvilket gjorde mig sjælden og uvurderlig for ham.

Gideon kastede et flygtigt blik på sit ur. “Så er det tid til at komme af sted, min engel.”

Han hentede sin jakke og gav tegn til mig om at følge efter ham gennem den overdådige dagligstue, hvor jeg greb min håndtaske og posen med flade sko og andre fornødenheder.

Kort efter havde vi tilbagelagt turen ned til stueetagen i hans private elevator og var smuttet ind på bagsædet af hans sorte Bentley-firhjulstrækker.

“Hej, Angus,” hilste jeg på chaufføren, der kippede med sin gammeldags chauffør-kasket.

“Godmorgen, frøken Tramell,” svarede han med et smil. Han var en ældre herre med rigelige hvide stænk i det røde hår. Jeg syntes om ham af mange grunde, ikke mindst fordi han havde kørt Gideon rundt, siden han var en skoledreng, og var oprigtigt glad for ham.

Et hurtigt kig på det Rolex, min mor og stedfar havde givet mig, sagde mig, at jeg nok skulle nå på arbejde til tiden ... hvis ikke vi blev fanget i trafikken. Netop som jeg tænkte det, gled

Angus fermt ud i gadens hav af taxier og biler. Efter den anspændte tavshed i Gideons lejlighed vækkede Manhattans larm mig lige så effektivt som et skud koffein. De gjaldende horn og bumpende dæk over kloakdæksler gav mig fornyet energi. Hurtigtflydende strømme af fodgængere flankerede begge sider af den propfyldte gade, mens bygninger strakte sig ambitiøst op mod himlen og holdt os i skygge, selvom solen steg højere op på himlen.

Gud, hvor jeg elskede New York! Hver eneste dag tog jeg mig tid til at suge indtrykkene til mig i et forsøg på at trække byen helt ind i mig.

Jeg lænede mig tilbage i lædersædet, rakte ud efter Gideons hånd og gav den et klem. “Ville du have det bedre, hvis Cary og jeg tog ud af byen i weekenden? Måske en smuttur til Vegas?”

Gideon kneb øjnene sammen. “Er jeg en trussel mod Cary? Er det derfor, du ikke vil overveje at tage med til Arizona?”

“Hvad for noget? Nej. Det tror jeg ikke.” Jeg rykkede lidt rundt på sædet og vendte mig om mod ham. “Somme tider tager det hele natten, før jeg kan få ham til at åbne sig.”

“Du tror det ikke?” gentog han og ignorerede alt, hvad der var kommet ud af min mund på nær de første ord.

“Måske føler han ikke, at han kan komme til mig, når han har brug for at snakke, hvis jeg altid er sammen med dig,” uddybede jeg med begge hænder om mit krus, idet vi kørte hen over et hul i asfalten. “Hør nu her – du er altså nødt til at komme over den jalousi, du måtte have over for Cary. Når jeg siger, han er som en bror for mig, Gideon, så mener jeg det altså. Du behøver ikke at kunne lide ham, men du bliver nødt til at forstå, at han er en permanent del af mit liv.”

“Siger du det samme til ham om mig?”

“Det behøver jeg ikke. Han ved det godt. Jeg prøver at nå frem til et kompromis her –”

“Jeg indgår aldrig kompromisser.”

Mine øjenbryn skød i vejret. “I forretninger gør du utvivlsomt ikke. Men det her er et parforhold, Gideon. Det kræver, at man firer lidt på –”

Gideons knurren afbrød mig. “Mit fly, mit hotel, og hvis du forlader området, tager du sikkerhedsfolk med.”

Hans pludselige modstræbende overgivelse kom så meget bag på mig, at jeg tav et øjeblik. Længe nok til at få hans bryn til at hæve sig over de gennemborende blå øjne i et udtryk, der

udstrålede: Det er vilkårene.

“Synes du ikke, det er lidt ekstremt?” prøvede jeg. “Jeg har jo Cary med.”

“Ja, tilgiv mig, hvis jeg ikke lige betror ham din sikkerhed efter i går aftes.” Mens han drak sin kaffe, gjorde hans holdning det meget tydeligt, at samtalen for hans vedkommende var afsluttet. Han havde givet mig de valgmuligheder, der var acceptable for ham.

Måske havde jeg mukket over hans diktatoriske facon, hvis ikke jeg havde vidst, at han gjorde det for at passe på mig. Jeg havde nogle ret væmmelige skeletter i skabet, og ved at date Gideon var jeg endt i mediernes søgelys, hvilket kunne føre Nathan Barker direkte til mig.

Desuden var kontrollen med alt omkring ham en del af Gideon. Det var en del af pakken, og det måtte jeg bare indordnemig under.

“Okay,” indvilgede jeg. “Hvilket hotel er dit?”

“Jeg har et par stykker. Du må selv vælge.” Han drejede hovedet og kiggede ud ad vinduet. “Scott e-mailer dig listen. Når du har besluttet dig, giver du ham besked, så arrangerer vi det.

Vi kan flyve ud og hjem sammen.”

Jeg lænede skulderen mod sædet, tog en slurk af min kaffe og bemærkede, at han havde knyttet næven på låret. I de tonede ruder var spejlbilledet af Gideons ansigt udtryksløst, men jeg kunne mærke, at han var mopset.

“Tak,” mumlede jeg.

”Du skal ikke takke mig. Det huer mig ikke, det her, Eva.” En muskel i hans kæbe sitrede. “Din sambo kvajer sig, og så skal jeg tilbringe weekenden uden dig.”

Jeg hadede at se ham utilfreds, så jeg tog kaffen fra ham og satte vores termokrus i kopholderne ved bagsædet. Så kravlede jeg op og satte mig overskrævs på skødet af ham. Lagde armene om hans skuldre. “Jeg er glad for, at du bøjede dig i det her, Gideon. Det betyder meget for mig.”

Han fangede mig med sit intense blå blik. “Så snart jeg så dig, vidste jeg, at du ville komme til at drive mig til vanvid.”

Jeg smilede, da jeg genkaldte mig vores første møde. “Da jeg var gået på røven på gulvet i Crossfire-lobbyen?”

“Før. Udenfor.”

Jeg spurgte undrende: “Hvor udenfor?”

“På fortovet.” Gideon greb mig om hofterne og klemte til på sin besidderiske, kommanderende måde, der fik mig til at længes brændende efter ham. “Jeg var på vej af sted til et møde. Et øjeblik længere, så var jeg gået glip af dig. Jeg havde lige sat mig ind i bilen, da du kom rundt om hjørnet.”

Jeg kunne godt huske, at Bentleyen havde holdt i tomgang ved fortovet den dag. Jeg havde været alt for bjergtaget af bygningen til at bemærke det elegante hvide køretøj, da jeg ankom, men da jeg gik igen, havde jeg godt lagt mærke til det.

“Du slog mig, så snart jeg så dig,” sagde han kort. “Jeg kunne ikke få blikket fra dig. Måtte have dig omgående. Overdrevet. Helt vildt.”

Hvordan kunne jeg have overset, at der var mere i vores første møde, end jeg havde opfattet? Jeg troede, at vi var stødt tilfældigt ind i hinanden. Men han havde været på vej af sted ... hvilket betød, at han bevidst var gået ind igen. Efter mig.

“Du standsede op lige ved siden af Bentleyen,” fortsatte han, “og lagde hovedet bagover. Du kiggede op på bygningen, og jeg forestillede mig dig ligge på knæ og se op på mig på samme måde.”

Den lavmælte brummen i Gideons stemme fik mig til at vride mig på hans skød. “På hvilken måde?” hviskede jeg, tryllebundet af gnisten i hans øjne.

“Spændt. Med en snert af ærefrygt ... en snert af frygt.” Han lagde hænderne om min bagdel og pressede mig tættere ind til sig. “Jeg kunne umuligt lade være med at følge efter dig ind. Og der sad du så, lige hvor jeg ville have dig, fandeme nærmest på knæ foran mig. I løbet af det minut gennemlevede jeg en ti-tolv forskellige fantasier om, hvad jeg ville gøre ved dig, når jeg fik tøjet af dig.”

Jeg gjorde en synkebevægelse ved tanken om min egen tilsvarende reaktion på ham. “Da jeg så dig første gang, kom jeg til at tænke på sex. Højlydt, lagenknugende sex.”

“Det kunne jeg godt se.” Hans hænder gled op ad ryggen på mig. “Og jeg vidste, at du også så mig. Så, hvad jeg er ... hvad jeg har indeni. Du så lige igennem mig.”

Det var det, der havde fået mig til at gå på røven – bogstavelig talt. Jeg havde set ham i øjnene og indset, hvor stramt tøjlet han var, hvor mange skygger der havde til huse i hans sjæl. Jeg havde set magt og sult og kontrol og kræven. Et sted inde i mig selv vidste jeg, at han ville få krammet på mig. Det var en lettelse at vide, at det havde været en lige så stor omvæltning for ham at se mig.

Gideons hænder knugede mine skulderblade og trak mig tættere på, indtil vores pander rørte hinanden. “Ingen har nogensinde set det før, Eva. Du er den eneste.”

Min hals snørede sig smertefuldt sammen. På så mange måder var Gideon en hård mand, men over for mig kunne han være uendelig sød. Næsten barnligt sød, hvilket jeg elskede, fordi det var så rent og utæmmet. Hvis ingen andre gad se bag om hans blændende smukke ansigt og imponerende bankkonto, så fortjente de ikke at kende ham. “Det anede jeg ikke. Du var så

... kølig. Det virkede ikke, som om jeg havde nogen virkning på dig overhovedet.”

“Kølig?” fnøs han. “Du fik mig til at brænde indeni. Jeg har været fucked up lige siden.”

“Tak spids.”

“Du fik mig til at trænge til dig,” raspede han. “Og nu kan jeg ikke bære tanken om to dage uden dig.”

Jeg holdt hans ansigt mellem hænderne og kyssede ham ømt, med lokkende, undskyldende læber. “Jeg elsker også dig,” hviskede jeg ind mod hans smukke mund. “Jeg kan heller ikke bære at være væk fra dig.”

Hans gengældende kys var grådigt, altopslugende, og alligevel holdt han mig ind til sig på en måde, der var blid og ærbødig. Som om jeg var noget dyrebart. Da han trak sig tilbage, hev vi begge efter vejret.

“Jeg er ikke engang din type,” drillede jeg i et forsøg på at lette stemningen, før vi tog på arbejde. Gideons præference for brunetter var velkendt og veldokumenteret.

Jeg mærkede Bentleyen holde ind og standse. Angus stod ud af bilen for at lade os være alene, men lod motoren og airconditionen køre. Jeg kiggede ud ad vinduet og så Crossfire-bygningen ved siden af os.

“Hvad angår det med typen –” Gideon lagde hovedet bagover mod sædet og tog en dyb indånding. “Så kom du bag på Corinne. Du var ikke det, hun havde ventet.”

Jeg bed kæberne sammen ved omtalen af Gideons forhenværende forlovede. Selvom jeg godt vidste, at deres forhold for ham havde handlet om venskab og ensomhed, ikke om kærlighed, afholdt det ikke misundelsens kløer fra at bore sig ind i mig. Jalousi var en af mine fæle svagheder. “Fordi jeg er lyshåret?”

“Fordi ... du ikke ligner hende.”

Jeg holdt op med at trække vejret. Det var slet ikke faldet mig ind, at Corinne havde sat standarden for ham. Selv Magdalene Perez – en af Gideons veninder, der ville ønske, at hun var mere end det – havde sagt, at hun havde langt hår for at efterligne Corinne. Men jeg havde ikke fattet, hvad det indebar. Åh gud ... hvis det var rigtigt, så havde Corinne en ufattelig magt over Gideon – langt større, end jeg kunne bære. Mit hjerte hamrede hurtigere, og det kørte rundt i maven på mig. Jeg hadede hende fuldstændig irrationelt. Hadede, at hun havde fået så meget som en bid af ham. Hadede enhver kvinde, der havde mærket hans berøring ... hans begær ... hans guddommelige krop.

Jeg lod mig glide ned fra ham.

“Eva.” Han bremsede mig med et fastere greb om mine lår. “Jeg ved ikke, om hun har ret.”

Jeg så ned på det sted, hvor han havde fat om mig, og synet af min ring på hans højre ringfinger – symbolet på mit ejerskab – beroligede mig. Det samme gjorde hans ansigtsudtryk, da jeg mødte hans blik. “Gør du ikke?”

“Hvis det var det, det var, var jeg ikke bevidst om det. Jeg ledte ikke efter hende i andre kvinder. Jeg vidste slet ikke, at jeg ledte efter noget, før jeg så dig.”

Mine hænder gled ned over hans reverser, da lettelsen gennemstrømmede mig. Måske havde han ikke bevidst ledt efter hende, men selv hvis han havde, kunne jeg ikke være mere forskellig fra Corinne i udseende og adfærd. Jeg var unik for ham – en kvinde, der adskilte sig fra hans andre kvinder på enhver tænkelig måde. Jeg ville ønske, at det var nok til at kvæle min jalousi.

“Måske var det ikke så meget en præference som et mønster.” Jeg glattede hans panderynken ud med fingerspidsen. “Du burde spørge dr. Petersen, når vi ser ham i aften. Jeg ville ønske, jeg havde flere svar efter alle de år i terapi, men det har jeg ikke. Der er meget mellem os, der er uforklarligt, er der ikke? Jeg aner stadig ikke, hvad du ser i mig, der har betaget dig sådan.”

“Det er det, du ser i mig, min engel,” sagde han lavmælt, mens hans ansigtstræk blødte op. “At du kan vide, hvad der er inden i mig, og stadig have lige så meget lyst til mig, som jeg har til dig. Hver aften går jeg i seng og frygter, at jeg vågner op, og du er væk. Eller at jeg har skræmt dig væk ... at jeg har drømt dig –”

“Nej. Gideon.” For fanden da. Han knuste mit hjerte hver eneste dag. Slog mig i stumper og stykker.

“Jeg ved godt, at jeg ikke siger til dig, hvad jeg føler for dig, sådan som du siger det til mig, men du har mig. Det ved du godt.”

“Ja, jeg ved godt, at du elsker mig, Gideon.” Sindssygt. Overdrevet. Som en besættelse. Akkurat som mine egne følelser for ham.

“Jeg er fuldstændig opslugt af dig, Eva.” Med hovedet bagover trak han mig ned til det mest sødmefulde kys, hvor hans læber bevægede sig blidt under mine. “Jeg vil slå ihjel for dig,” hviskede han, “opgive alt, hvad jeg ejer, for dig ... men jeg vil ikke opgive dig. To dage er grænsen for mig. Mere må du ikke bede mig om; det kan jeg ikke give dig.”

Jeg tog ikke let på hans ord. Hans rigdom isolerede ham, gav ham den magt og kontrol, som han var blevet berøvet engang i sit liv. Han havde oplevet vold og overgreb, nøjagtig som jeg selv havde. At han opfattede det som umagen værd at give afkald på lidt af sin sindsro bare for at beholde mig, betød meget mere end ordene jeg elsker dig.

“Jeg skal kun bruge de to dage, mester, så skal jeg nok gøre dem umagen værd for dig.”

Skarpheden i hans blik smeltede væk og blev erstattet af sensuel ophidselse. “Aha? Har du planer om at pacificere mig med sex, min engel?”

“Ja,” indrømmede jeg uden blusel. “Masser af det. Den taktik synes trods alt at fungere glimrende for dig.”

Hans mund fortrak sig i et skævt smil, men en skarphed i blikket fik mig til at trække vejret hurtigere. Det mørke blik, han sendte mig, mindede mig om – som om jeg kunne glemme det – at Gideon var en mand, der hverken kunne styres eller tæmmes.

“Åh, Eva,” spandt han lænet op ad sædet med samme rovdyragtige lethed som hos en adræt panter, der har fanget en mus i sin hule.

En liflig gysen gik gennem mig. Når det var Gideon, var jeg mere end villig til at lade mig fortære.

Browse Sylvias International Editions:

View Titles Sorted by Country · View Titles Sorted by Language