Kapitel 1
“Det må vi tage i byen og fejre!”
Min sambos energiske udsagn burde ikke komme bag på mig. Cary Taylor fandt på undskyldninger for at fejre alting, uanset hvor småt og ubetydeligt det var. For mig havde det altid været en del af hans charme. “Jeg tvivler på, det er en særlig god idé at gå ud at drikke, aftenen før man begynder i et nyt job.”
“Kom nu, Eva.” Cary sad på vores nye stuegulv mellem en fem-seks flyttekasser og sendte mig sit vindende smil. Vi havde været i gang med at pakke ud i flere dage, og alligevel så han stadig blændende ud. Slankt bygget, mørkhåret og med grønne øjne. Cary var en mand, der sjældent så andet end fuldstændig guddommeligt lækker ud på en hvilken som helst dag i sit liv.Hvilket måske ville have gjort mig bitter, hvis ikke han havde været min yndlingsperson i hele verden.
“Jeg mener jo ikke et drukorgie,” blev han ved. “Bare et glas vin eller to. Vi kan finde en happy hour og stadig nå hjem inden otte.”
“Jeg ved ikke, om jeg når tilbage inden.” Jeg slog ud med hånden mod mine yogabukser og den kropsnære træningstop. “Når jeg har målt, hvor lang tid det tager at gå på arbejde, havde
jeg tænkt mig at tage hen og træne.”
“Gå tjept – træn endnu mere tjept.” Carys demonstrativt hævede øjenbryn fik mig til at grine. Jeg var overbevist om, at hans underskønne ansigt en dag ville komme til at optræde på
billboards og modemagasiner over hele verden. Uanset hvilket ansigtsudtryk han satte op, var han en hottie.
“Hvad med i morgen efter arbejde?” foreslog jeg i stedet. “Hvis jeg klarer mig helskindet gennem dagen, bliver det da værd at fejre.”
“Det er en aftale. Jeg indvier det nye køkken til aftensmad.”
“Øhm ...” Madlavning var en af Carys store glæder, men ikke et af hans talenter. “Super.”
Han pustede en uregerlig hårlok væk fra ansigtet og smilede bredt til mig. “De fleste restauranter ville slå ihjel for vores køkken. Det er umuligt at spolere et måltid i det.”
Jeg valgte skeptisk at undvige en samtale om madlavning og forlod lejligheden med en vinken. Tog elevatoren ned til stueetagen og smilede til dørmanden, da han lukkede mig ud på gaden med en fejende håndbevægelse.
Så snart jeg trådte udenfor, slog Manhattans lyde og lugte mig i møde og indbød mig til at gå på opdagelse. Jeg befandt mig ikke bare i den anden ende af landet i forhold til mit tidligere hjem i San Diego, men tilsyneladende i en helt anden verden. To store metropoler – den ene evigt afslappet og sanseligt doven, den anden myldrende af liv og hektisk energi. I drømme havde jeg forestillet mig at bo i en slidt etageejendom i Brooklyn, men som den pligtopfyldende datter jeg var, befandt jeg mig nu i stedet på Upper West Side. Hvis ikke Cary havde boet sammen med mig, ville jeg have været jammerligt ensom i den gigantiske lejlighed, der kostede mere om måneden, end de fleste mennesker tjente på et helt år.
Dørmanden lettede på hatten til mig. “Godeftermiddag, frøken Tramell. Har De brug for en taxa i dag?”
“Nej tak, Paul.” Jeg vippede lidt på træningsskoenes afrundede hæle. “Jeg havde tænkt mig at gå.”
Han smilede. “Det er blevet lidt køligere siden først på eftermiddagen. Der er sikkert behageligt udenfor.”
“Jeg har fået at vide, at jeg skal nyde junivejret, før det bliver kvælende varmt.”
“Et glimrende råd, frøken Tramell.”
Jeg trådte ud fra det moderne indgangsparti af glas, der på en eller anden måde faldt godt i med bygningens og naboejendommenes alder, og nød min træklædte gades relative fred og ro, før jeg nåede ud til Broadways leben og trafik. En dag inden alt for længe håbede jeg at falde i med omgivelserne, men indtil videre følte jeg mig stadig som en forloren newyorker. Jeg havde den rigtige adresse og det rigtige job, men var stadig lidt forbeholden over for undergrundsbanen og havde svært ved at praje taxier. Jeg prøvede at lade være med at gå rundt og glane med åben mund og polypper, men det var svært. Der var simpelthen bare så meget at se og opleve.
Sanseindtrykkene var forbløffende – lugten af benzinos iblandet mad fra gadevogne, råben fra gadesælgere iblandet musik fra gøglere, den imponerende vifte af ansigter og stilarter og accenter, de storslåede arkitektoniske vidundere ... Og bilerne. Gudfader i skuret. Jeg havde aldrig før set noget, der bare mindede om den hektiske, tætpakkede strøm af biler, nogen steder.
Der var altid en ambulance, politibil eller brandbil, som forsøgte at skille strømmen af gule taxier med den elektroniske hylen fra øredøvende sirener. Jeg var vildt imponeret over de
skramlende skraldevogne, der manøvrerede rundt på småbitte ensrettede gader, og pakkeudbringningschaufførerne, der trodsede den tætte trafik for at nå deres stramme deadlines.
Rigtige newyorkere cruisede bare gennem det hele. Deres kærlighed til byen var lige så tryg og velkendt som et par yndlingssko. De betragtede ikke dampen, der bølgede op fra huller og ventilationsskakte i fortovene, med romantisk begejstring, og de ikke så meget som blinkede, når jorden vibrerede under fødderne, fordi undergrundstogene drønede forbi nedenunder, mens jeg storsmilede fjoget og krøllede tæerne helt sammen af fryd. New York var en splinterny kærlighedsaffære for mig. Jeg var blåøjet, og det var tydeligt.
Derfor måtte jeg virkelig gøre en indsats for at virke cool, da jeg begav mig over mod den bygning, jeg skulle arbejde i. Hvad angik mit job, havde jeg da i det mindste fået min vilje. Jeg ville gerne tjene til føden i kraft af mine egne kvalifikationer, og det var ensbetydende med et job nederst på rangstigen. Fra og med i morgen tidlig var jeg assistent for Mark Garrity ved Waters Field & Leaman, et af de førende reklamebureauer i hele USA. Min stedfar, pengematadoren Richard Stanton, var blevet irriteret, da jeg tog jobbet, og havde påpeget, at hvis ellers jeg havde bidt lidt af min stolthed i mig, kunne jeg i stedet have arbejdet for en af hans venner og høstet fordelene af den forbindelse.
“Du er lige så stædig som din far,” havde han sagt. “Det kommer til at tage ham en evighed at betale dine lån af på en politibetjentløn.”
Det havde været et stort stridspunkt, hvor min far havde nægtet at give sig. “Fandeme nej, om en anden mand skal betale for min datters uddannelse,” havde Victor Reyes sagt, da Stanton tilbød det. Det havde jeg respekt for. Og jeg havde på fornemmelsen, at Stanton også havde det, skønt han aldrig ville indrømme det. Jeg forstod godt begges synspunkt, for jeg havde kæmpet for at betale lånene af selv ... forgæves. Det var et spørgsmål om stolthed for min far. Min mor havde nægtet at gifte sig med ham, men han havde aldrig vaklet i sin klippefaste beslutning om at være min far så meget som overhovedet muligt.
Vel vidende, at det var nytteløst at hidse mig op over gamle frustrationer, koncentrerede jeg mig om at komme på arbejde så hurtigt som muligt. Jeg havde bevidst valgt at tage tid på den korte tur på et travlt tidspunkt en mandag, så det glædede mig, da jeg på under en halv time nåede frem til Crossfire-bygningen, der husede Waters Field & Leaman.
Jeg lagde hovedet bagover og fulgte konturerne af bygningen hele vejen op til den tynde bræmme af himmel. Crossfirebygningen var dybt imponerende, et smalt, glitrende safirblåt
tårn, der skar gennem skyerne. Jeg vidste fra jobsamtalerne, at interiøret på den anden side af de forsirede, kobberindfattede svingdøre var lige så imponerende, med guldnistrede marmorgulve og vægge samt skranke og tælleapparater i børstet stål.
Jeg tog mit nye id-kort op af inderlommen i bukserne og viste det til de to vagter i sorte jakkesæt bag skranken. De standsede mig alligevel, utvivlsomt fordi jeg var umanérligt underdressed, men lod mig så passere. Når jeg havde tilbagelagt elevatorturen op til tyvende etage, ville jeg vide, nogenlunde hvor lang tid hele ruten fra dør til dør tog. Sådan!
Jeg var på vej hen mod rækken af elevatorer, da en åleslank og særdeles velplejet brunettes håndtaske hang fast i tælleapparatet og fik vendt bunden i vejret, så en syndflod af småpenge væltede ud. Mønterne regnede ud over marmoret og trillede lystigt væk, mens jeg så folk undvige kaosset og fortsætte, som om de ikke havde set det. Jeg krympede mig indvendig af bar medfølelse med kvinden og bøjede mig ned for at hjælpe hende med at samle sine penge sammen. Det samme gjorde en af vagterne.
“Tak skal du have,” sagde hun og sendte mig et flygtigt, plaget blik.
Jeg smilede tilbage. “Ingen årsag. Jeg har selv prøvet det.”
Jeg havde lige sat mig på hug for at nå en mønt, der lå nær indgangen, da jeg stødte ind i et par luksuøse sorte oxford-sko indhyllet i skræddersyede sorte bukser. Jeg ventede et kort øjeblik
på, at manden skulle flytte sig, og da det ikke skete, lagde jeg hovedet bagover for at se højere op. Det skræddersyede jakkesæt med vest antændte adskillige brændpunkter i mig, men
det var den høje, muskuløst slanke krop i det, der gjorde det ypperligt. Hvor imponerende al den prægtige mandighed end var, var det dog først, da jeg nåede op til mandens ansigt, at jeg gik fuldstændig i gulvet.
Wow. Bare ... wow.
Han lod sig synke ned i en elegant hugstilling lige foran mig. Og med al den udsøgte maskulinitet i øjenhøjde kunne jeg ikke andet end stirre. Målløs.
Så skete der noget i luften mellem os.
Idet han stirrede tilbage, ændrede han sig ... som var et skjold gledet væk fra hans øjne og havde afsløret en ulmende vilje, der sugede luften ud af lungerne på mig. Den intense tiltrækningskraft, han udstrålede, tog til i styrke og blev et nærmest håndgribeligt udtryk for intens og urokkelig styrke.
Jeg rykkede instinktivt baglæns. Og gik direkte på røven.
Mine albuer dunkede efter det voldsomme slag mod marmorgulvet, men jeg registrerede knap nok smerten, så opslugt var jeg af at stirre, komplet tryllebundet af manden foran mig. Kulsort hår indrammede et ansigt, der tog pusten fuldstændig fra mig. Hans knoglebygning ville få en billedhugger til at græde af glæde, mens en skarpskåren mund, en snorlige næse og intense blå øjne gjorde ham sindssygt lækker. Han kneb øjnene let sammen, ellers var ansigtstrækkene skolet i udtryksløshed.
Den pæne skjorte og jakkesættet var begge sorte, men slipset matchede de funklende iriser til perfektion. Øjnene var skarpsindige og vurderende og borede sig ind i mig. Mit hjerte slog hurtigere, mine læber skiltes for at lette de heftigere åndedrag. Han duftede syndigt godt. Ikke af parfume. Måske bodyshampoo. Eller hårshampoo. Uanset hvad det var, var det lifligt. Ligesom ham.
Han rakte en hånd frem mod mig og åbenbarede manchetknapper af guld og onyks samt et meget dyrt udseende armbåndsur.
Med en skælvende indånding lagde jeg hånden i hans. Min puls sprang et slag over, da han strammede sit greb. Berøringen var elektrisk og sendte et stød op gennem min arm, der fik de små hår til at stritte i nakken på mig. Et kort øjeblik bevægede han sig ikke, en panderynken skæmmede hullet mellem de arrogant skarpskårne øjenbryn.
“Er du kommet noget til?”
Stemmen var rund og kultiveret med en let raspen, der gav mig sommerfugle i maven. Den fik mig til at tænke på sex. Et kort øjeblik fik jeg den tanke, at han kunne give mig orgasme bare ved at tale tilstrækkeligt længe.
Mine læber var tørre, så jeg lod tungen glide hen over dem, før jeg svarede. “Jeg er ikke kommet noget til.”
Han rejste sig med omhyggelig elegance og trak mig med sig op. Vi holdt øjenkontakten, fordi jeg ikke formåede at se væk. Han var yngre, end jeg først havde troet. Yngre end tredive, ville jeg tro, men øjnene var langt mere livskloge. Hårde og intenst intelligente.
Jeg følte mig draget af ham, som havde jeg et reb om livet, som han langsomt og ubønhørligt trak i.
Jeg glippede med øjnene for at komme ud af min tågetilstand og gav slip på ham. Han var ikke bare smuk, han var ... betagende. Han var den slags mand, der gav en kvinde lyst til at flå hans skjorte i stykker og se knapperne spredes for alle vinde sammen med hendes hæmninger. Jeg så på ham i hans civiliserede, kultiverede, absurd dyre jakkesæt og tænkte på rå, dyrisk, lagenknugende sex.
Han bøjede sig ned og samlede id-kortet op, som jeg ikke ænsede at have tabt, hvilket løste mig fra hans provokerende blik. Min hjerne kom hakkende op i omdrejninger igen.
Jeg var irriteret på mig selv over at føle mig så kejtet, når han var så helt igennem fattet. Og hvorfor? Fordi jeg var forblændet. Fandens.
Han kiggede op på mig, og stillingen – ham, der nærmest lå på knæ foran mig – rev mig atter ud af min sindsligevægt. Han fastholdt mit blik, mens han rejste sig op. “Er du sikker på, du
er helt okay? Du burde sætte dig ned lidt.”
Jeg blev varm i kinderne. Storslået at fremstå så kejtet og klodset foran den mest selvsikre og elskværdige mand, jeg nogensinde havde mødt. “Jeg mistede bare balancen. Jeg er okay.”
Da jeg så væk, fik jeg øje på kvinden, der havde tabt indholdet af sin taske. Hun takkede vagten, der havde hjulpet hende. Så vendte hun sig om mod mig og undskyldte overstrømmende. Jeg så på hende og rakte den håndfuld mønter frem, jeg havde samlet op, men hendes blik blev hængende ved guden i jakkesættet, og fluks glemte hun alt om mig. Efter et kort øjeblik stak jeg bare hånden frem og lod mønterne dumpe ned i hendes taske. Så dristede jeg mig til atter at skæve til manden og opdagede, at han betragtede mig, selvom brunetten var i færd med at udgyde sin overstrømmende taknemmelighed. Til ham. Ikke til mig, selvfølgelig – som faktisk havde hjulpet.
Jeg afbrød hendes talestrøm. “Må jeg få mit id-kort, tak?”
Han rakte det tilbage til mig. Skønt jeg gjorde en kraftanstrengelse for at tage imod det uden at røre ved ham, strejfede hans fingre mine og sendte endnu et stød af bevidsthed gennem mig.
“Tak,” mumlede jeg, før jeg smuttede forbi ham og gennem svingdøren ud på gaden. Jeg standsede op på fortovet, indåndede en ordentlig mundfuld New York-luft fuld af en million forskellige ting, nogle gode, andre giftige.
En elegant sort Bentley-firhjulstrækker holdt foran bygningen, og jeg så mit eget spejlbillede i dens pletfri tonede ruder. Jeg var rød i hovedet, og øjnene strålede overdrevet. Det udtryk havde jeg set før – i badeværelsesspejlet, lige før jeg gik i seng med en mand. Det var mit knaldeklare udtryk, og det hørte absolut ikke hjemme på mit ansigt lige nu.
Shit. Tag dig sammen.
Fem minutter sammen med hr. Mørk og Mystisk havde fyldt mig med en nervøs, rastløs energi. Jeg kunne stadig mærke hans tiltrækningskraft, den uforklarlige trang til at gå derind igen, hvor han var. Jeg kunne hævde, at jeg ikke var færdig med det, jeg var taget hen til Crossfire for at ordne, men jeg vidste, at jeg ville bebrejde mig selv det bagefter. Hvor mange gange havde jeg lyst til at gøre mig selv til grin på én dag?
“Drop det,” mumlede jeg bebrejdende til mig selv. “Videre.”
Horn dyttede, da én taxi fór ind foran en anden med kun få centimeters mellemrum og dernæst hamrede bremsen i bund, da dristige fodgængere vovede sig ud i fodgængerfeltet, sekunder før lyset skiftede. Der blev råbt og skreget, en syndflod af skældsord og fagter uden reel vrede bag. Om få sekunder ville alle parter have glemt optrinnet, der blot var ét slag i byens naturlige hjerterytme.
Idet jeg smeltede sammen med strømmen af fodgængere og begav mig af sted mod træningscenteret, spillede et smil på mine læber. Åh, New York, tænkte jeg og følte mig igen fattet.
Du er for vild.
Jeg havde tænkt mig at varme op på løbebåndet og runde timen af med et par af maskinerne, men da jeg så, at en begyndertime i kickboksning skulle til at starte, fulgte jeg i stedet efter flokken af ventende elever derind. Da den var overstået, følte jeg mig mere som mig selv igen. Musklerne sitrede af den perfekte portion udmattelse, og jeg vidste, at jeg ville sove godt, når jeg gik i seng senere.
“Det klarede du virkelig godt.”
Jeg tørrede sveden af ansigtet med et håndklæde og så på den unge mand, der havde talt til mig. Høj og atletisk muskuløs med intense brune øjne og lydefri lysebrun hud. Øjenvipperne var misundelsesværdigt tætte og lange, mens issen var helt kronraget.
“Tak.” Min mund fortrak sig i en ærgerlig grimasse. “Pænt tydeligt, at det var første gang, hva’?”
Han smilede bredt og stak hånden frem. “Parker Smith.”
“Eva Tramell.”
“Du har en naturlig ynde, Eva. Med lidt træning kunne du bogstavelig talt slå benene væk under folk. I en by som New York man nødt til at kunne selvforsvar.” Han pegede over mod
en opslagstavle af kork på væggen. Den var fyldt med visitkort og brochurer. Han rev en lap af bunden på et selvlysende stykke papir og rakte det frem mod mig. “Har du nogensinde hørt om
Krav Maga?”
“I en Jennifer Lopez-film.”
“Jeg underviser i det og vil meget gerne undervise dig. Mit website står dér, og nummeret til træningslokalet.”
Jeg beundrede hans fremgangsmåde. Den var direkte, ligesom hans blik, og hans smil var ægte. Jeg spekulerede over, om han mon fiskede efter en date, men han opførte sig cool nok til, at jeg ikke kunne greje det.
Parker lagde armene over kors, så jeg kunne se hans veltrænede biceps. Han var iført en ærmeløs sort T-shirt og lange shorts. Converse-skoene så behageligt slidte ud, og tribal- tatoveringer tittede frem ved kraven. “Åbningstiderne står på mit website. Du skulle tage og kigge forbi. Se, om det er noget for dig.”
“Det vil jeg helt klart overveje.”
“Gør det.” Han stak hånden frem igen, grebet var fast og selvsikkert. “Jeg håber, vi ses.”
Der duftede pragtfuldt i lejligheden, da jeg kom hjem, og Adele sang smægtende ud gennem surround sound-højttalerne. Jeg kiggede gennem det åbne rum ud i køkkenet og så Cary stå og
svaje til musikken, mens han rørte i noget på komfuret. På køkkenbordet stod en åben flaske vin og to store vinglas, det ene halvt fyldt med rødvin.
“Hej,” kaldte jeg, da jeg kom nærmere. “Hvad kokkererer du? Og kan jeg nå et brusebad først?”
Han hældte vin i det andet glas og skubbede det hen over køkkenøen til mig med en øvet og yndefuld bevægelse. Ud fra hans udseende alene ville ingen gætte, at han havde tilbragt sin barndom med at blive kastet rundt mellem sin narkomisbrugende mor og diverse plejefamilier og dernæst teenageårene i ungdomsfængsler og på offentlige afvænningsklinikker. “Pasta med kødsovs. Og vent med brusebadet – maden er klar. Var det skægt?”
“Da jeg endelig nåede til træning, ja.” Jeg trak en af teaktræsbarstolene ud og satte mig. Fortalte ham om kickboksningstimen og Parker Smith. “Har du lyst til at tage med?”
“Krav Maga?” Cary rystede på hovedet. “Det er hardcore. Jeg får bare blå mærker, og så mister jeg opgaver. Men jeg skal nok tage med dig hen og tjekke det ud – bare i tilfælde af at fyren er en galning.”
Jeg så til, mens han hældte pastaen over i et dørslag. “En galning, siger du?”
Min far havde lært mig at aflæse fyre temmelig godt, og derfor havde jeg vidst, at guden i jakkesættet betød ballade. Almindelige mennesker sendte symbolske smil, når de hjalp andre,
bare for at skabe en kortvarig samhørighed, der fik tingene til at glide lettere.
Men jeg havde selvfølgelig heller ikke smilet til ham.
“Søde,” sagde Cary, mens han tog skåle ud af skabet. “Du er en sexet, gudesmuk kvinde. Jeg er skeptisk over for enhver mand, der ikke har nosser til at spørge ligeud, om du vil med på date.”
Jeg vrængede på næsen ad ham.
Han satte en skål foran mig. Den indeholdt småbitte, tynde pastarør dækket af en tyndbenet tomatsovs med klumper af hakket oksekød og ærter. “Du ruger over noget. Hvad er det?”
Mmm ... Jeg greb om skaftet på skeen, der stak op af skålen, og besluttede mig for ikke at kommentere maden. “Jeg tror, jeg løb ind i klodens lækreste mand i dag. Måske endda verdenshistoriens lækreste mand.”
“Jaså? Jeg troede ellers, det var mig. Fortæl, fortæl.” Cary blev stående på den anden side af køkkenøen – han foretrak at stå op og spise.
Jeg så til, mens han tog et par mundfulde af sin egen kreation, før jeg følte mig modig nok til at forsøge selv. “Der er faktisk ikke så meget at fortælle. Jeg endte med at gå på røven i lobbyen i Crossfire-bygningen, og han hjalp mig op.”
“Høj eller lav? Lyshåret eller mørkhåret? Muskuløs eller slank? Øjenfarve?”
Jeg skyllede den anden mundfuld ned med lidt vin. “Høj. Mørk. Slank og muskuløs. Blå øjne. Stinkende rig, at dømme efter hans tøj og accessories. Og så var han sindssygt sexet. Du ved, hvordan det er – nogle lækre fyre får ikke ens hormoner til at gå amok, mens visse knap så attraktive fyre har en ustyrlig sexappeal. Ham her havde det hele.”
Jeg havde sommerfugle i maven, ligesom jeg havde haft det, da Mørk og Mystisk rørte ved mig. For mit indre øje genkaldte jeg mig krystalklart hans billedskønne ansigt. Det burde være ulovligt for en mand at være så absurd lækker. Gudfader – jeg var stadig ikke kommet til hægterne efter overophedningen af mine hjerneceller.
Cary satte albuen i bordet og bøjede sig frem, så det lange pandehår gled ned over det ene intense grønne øje. “Hvad skete der så, da han havde hjulpet dig op?”
Jeg trak på skuldrene. “Ingenting.”
“Ingenting?”
“Jeg gik.”
“Hvad for noget? Flirtede du ikke med ham?”
Jeg tog endnu en mundfuld. Maden var faktisk ikke helt dårlig. Eller også var jeg bare ved at dø af sult. “Han var ikke typen, man flirter med, Cary.”
“Der findes ikke fyre, man ikke kan flirte med. Selv de lykkeligt gifte sætter pris på lidt harmløst flirteri i ny og næ.”
“Der var ikke noget harmløst ved ham her,” sagde jeg tørt.
“Åh, én af dem.” Cary nikkede sigende. “Slemme drenge kan være sjove, så længe man ikke kommer for tæt på.”
Ja, han måtte jo vide det – mænd og kvinder i alle aldre kastede sig for hans fødder. Alligevel lykkedes det ham hver evig eneste gang at vælge den forkerte partner. Han havde datet stalkere og bedragere og elskere, der truede med at begå selvmord på grund af ham, og elskere med bedre halvdele, som de ikke fortalte ham om ... Hvis man kunne tænke sig det, havde han prøvet det.
“Jeg har svært ved at forestille mig den fyr nogensinde være sjov,” sagde jeg. “Han var alt for intens. Men han ville garanteret være guddommelig i sengen med al den intensitet.”
“Det var bedre. Glem alt om den rigtige fyr. Bare brug hans ansigt i dine fantasier og gør ham perfekt dér.”
Jeg foretrak nu at slå ham helt ud af hovedet og skiftede emne. “Har du castings i morgen?”
“Selvfølgelig.” Cary gav sig til at lire sit skema af, blandt andet en jeans-reklame, selvbruner, undertøj og parfume.
Jeg skød alt andet ud af hovedet og fokuserede på ham og hans voksende succes. efterspørgslen efter Cary Taylor blev stadig større for hver dag, og blandt såvel fotografer som kunder var han ved at få opbygget et ry for at være både professionel og punktlig. Jeg var henrykt på hans vegne og stolt som en pave. Han var nået langt og havde været gennem så meget.
Først efter aftensmaden lagde jeg mærke til to store gaveæsker, der stod lænet op ad siden på den store flydersofa.
“Hvad er det?”
“Det,” sagde Cary, idet han kom ind til mig i stuen, “er det ypperste.”
Jeg vidste omgående, at de var fra Stanton og min mor. Penge var noget, min mor behøvede for at være lykkelig, og jeg var glad for, at Stanton, ægtemand nummer tre, kunne opfylde det
behov for hende, tillige med alle hendes mange andre behov. Tit ville jeg ønske, at det var nok, men min mor havde svært ved at acceptere, at jeg ikke opfattede penge på samme måde som
hende. “Hvad nu?”
Han lagde armen om skuldrene på mig, en smal sag for ham, eftersom han var godt ti centimeter højere end mig. “Nu skal du ikke være utaknemmelig. Han elsker din mor. Han elsker at forkæle din mor, og din mor elsker at forkæle dig. Lige så vel som du ikke bryder dig om det, gør han det heller ikke for dig. Han gør det for hende.”
Jeg gav ham ret med et suk. “Hvad er det?”
“Glamourøse klude til støttecenterets fundraiser-middag på lørdag. En sexet sag til dig og en Brioni-smoking til mig, fordi det, han gør for dig, er at købe gaver til mig. Du er mere tolerant, hvis du har mig i nærheden til at lytte til alt dit brok.”
“Absolut. Gudskelov, at han ved det.”
“Selvfølgelig ved han det. Stanton ville ikke være fantasillionær, hvis ikke han vidste alt.” Cary tog min hånd og trak mig hen til sofaen. “Kom nu med hen og se på det.”
Jeg skubbede mig gennem svingdøren ind i Crossfire-lobbyen ti minutter i ni næste morgen. I håb om at gøre det bedst mulige indtryk på min første arbejdsdag havde jeg valgt en enkel ærmeløs kjole med sorte pumps, som jeg skiftede til fra mine flade sko under elevatorturen op. Mit lyse hår var sat op i en kunstfærdig chignon, der lignede et ottetal, takket være Cary. Jeg var hårspasser, men han kunne kreere frisurer, der var de rene glamourøse mesterværker. Jeg havde de små perleørestikker i, som min far gav mig i kandidatgave, og Rolex-uret fra Stanton og min mor.
Jeg var så småt begyndt at tænke, at jeg havde gjort lidt for meget ud af udseendet, men da jeg trådte ind i lobbyen, vendte tanken om mig selv liggende på gulvet i træningstøj tilbage, og jeg priste mig lykkelig for ikke at have den fjerneste lighed med det ufikse pigebarn. De to sikkerhedsvagter så ikke ud til at lægge to og to sammen, da jeg viste dem mit id-kort på vej hen til tælleapparaterne.
Tyve etager efter trådte jeg ud i vestibulen hos Waters Field & Leaman. Foran mig var en væg af skudsikkert glas, som indrammede dobbeltdørene ind til receptionsområdet. Receptionisten ved den halvmåneformede skranke så kortet, jeg holdt op mod glasset. Hun trykkede på knappen, der låste dørene op, mens jeg lagde kortet væk.
“Hej, Megumi,” hilste jeg, da jeg trådte indenfor, og kastede et beundrende blik på hendes tranebærfarvede bluse. Hun var af blandet herkomst, helt sikkert med noget asiatisk i, og virkelig
køn. Hendes hår var mørkt og tykt og klippet i en fiks page, som var kortere bagpå og knivskarp foran. De mørke, mandelformede øjne var brune og venlige, læberne fyldige og naturligt lyserøde.
“Eva – hej. Mark er ikke kommet endnu, men du ved godt, hvor du skal hen, ikke?”
“Jo da.” Jeg vinkede og gik ned ad gangen til venstre for receptionsskranken og helt ned for enden, hvor jeg igen drejede til venstre og endte i et tidligere åbent rum, der nu var blevet delt op i små aflukker. Det ene var mit, og jeg styrede direkte hen mod det.
Håndtasken og posen med de flade sko lagde jeg ned i den nederste skuffe i mit funktionalistiske metalskrivebord, og derpå tændte jeg for computeren. Jeg havde taget et par ting med til at gøre mit bord lidt personligt, og dem tog jeg frem. Den ene var en indrammet collage af tre fotografier – mig og Cary på Coronado Beach, min mor og Stanton på hans yacht ved den franske riviera og min far på arbejde i sin patruljevogn fra City of Oceanside i Californien. Den anden genstand var en farvestrålende buket glasblomster, som Cary havde givet mig om morgenen som en “første arbejdsdag”-gave. Jeg placerede den ved siden af fotografierne og lænede mig tilbage for at besigtige effekten.
“Godmorgen, Eva.”
Jeg rejste mig skyndsomst for at hilse på min chef. “Godmorgen, hr. Garrity.”
“Kald mig bare Mark. Kom lige med ind på mit kontor.”
Jeg fulgte efter ham gennem den korte gang, og endnu en gang slog det mig, at min nye chef var en rigtig øjengodte med sin glødende mørke hud, sit veltrimmede goatee og de smilende brune øjne. Mark havde en markeret kæbe og et charmerende skævt smil. Han var veltrænet og i god form, og han gebærdede sig med en naturlig selvsikkerhed, der indgød tillid og respekt.
Han pegede over mod en af de to stole foran skrivebordet i glas og krom og ventede, til jeg havde sat mig ned, før han slog sig ned i sin Aeron-stol. Mod bagtæppet af himmel og skyskrabere så Mark succesrig og magtfuld ud. I virkeligheden var han kun en relativt nyansat account manager, og hans kontor var det rene garderobeskab sammenlignet med dem, cheferne og direktørerne havde. Men udsigten var der intet at udsætte på.
Han lænede sig tilbage og smilede. “Er du kommet i orden i din nye lejlighed?”
Det forbavsede mig, at han kunne huske det, men det satte jeg også pris på. Jeg havde mødt ham til den anden jobsamtale og omgående syntes om ham.
“Stort set,” svarede jeg. “Der er stadig et par vildfarne kasser hist og her.”
“Du er flyttet hertil fra San Diego, ikke? Dejlig by, men vidt forskellig fra New York. Savner du palmerne?”
“Jeg savner den tørre luft. Man skal lige vænne sig til luftfugtigheden her.”
“Så bare vent, til sommeren sætter ind.” Han smilede. “Nå ... men det er din første dag, og du er min første assistent, så vi må tage det lidt, som det kommer. Jeg er ikke vant til at uddelegere, men det kommer jeg nok hurtigt efter.”
Jeg følte mig omgående godt tilpas. “Jeg vil meget gerne uddelegeres til.”
“Det er et stort skridt opad for mig at have dig her, Eva. Jeg vil gerne have, du bliver glad for at arbejde her. Drikker du kaffe?”
“Kaffe er en af hovedbestanddelene i min kost.”
“Næh, en assistent lige efter mit hoved.” Hans smil blev bredere. “Jeg har ikke tænkt mig at få dig til at hente kaffe til mig, men jeg ville ikke have noget imod, at du hjalp mig med at finde ud af, hvordan man bruger de nye enkops-maskiner, der lige er blevet installeret i kaffestuerne.”
Jeg smilede stort. “Den klarer jeg.”
“Hold op, hvor er det ynkeligt, at jeg ikke har andet til dig.” Han gned sig lidt fåret i nakken. “Hvad med, at jeg viser dig de klienter, jeg arbejder med, og så kan vi tage den derfra?”
*
Resten af dagen forløb i en tåge. Mark tjekkede op på to klienter og havde et langt møde med det kreative team, der arbejdede på koncept-idéer til en professionshøjskole. Det var en fascinerende
proces at iagttage fra første parket, hvordan de forskellige afdelinger spillede sammen om at føre en kampagne fra idé til virkeliggørelse. Jeg kunne godt have fundet på at blive længere bare for at få en bedre fornemmelse af kontorernes beliggenhed i forhold til hinanden, men klokken ti minutter i fem ringede min telefon.
“Mark Garritys kontor, det er Eva Tramell.”
“Se så at få røven med dig hjemad, så vi kan komme ud og få den drink, du udskød i går.”
Carys påtagede strenghed bragte et smil frem på min læbe. “Okay, okay. Jeg er på vej.”
Jeg lukkede computeren ned og forlod kontoret. Da jeg nåede ud til rækken af elevatorer, tog jeg mobilen frem for at skrive en hurtig Er på vej-sms til Cary. Et ding! fortalte mig, hvilken elevator der standsede på min etage, og jeg gik hen og stillede mig foran den, hvorpå jeg et kort øjeblik vendte tilbage til mobilen for at trykke på send-knappen. Da dørene gik op, trådte jeg et skridt frem. Jeg kiggede flygtigt op for ikke at gå ind i noget, og blå øjne mødte mine. Jeg holdt vejret. Sexguden var den eneste passager.
